Den mørkebelagte kirke

Naomi kom til kirken. Der var helt mørkt, og en smule uhyggeligt, men det påvirkede hende ikke.
Hun kiggede på gravstenene og lyste på dem med et langt hvidt stearinlys hun havde medbragt. Hun lavede et lille hul i noget sand, fra stien ved gravstenene, og satte stearinlyset ned i hullet. Hun satte sig på knæ, slog hænderne sammen, og begyndte at bede.

Kazuki der langt om længe havde fået lukket kirken ned efter dagens brug, gik stille ud af døren. Hans skarpe øjne så let alt i mørket, og han bed mærke i det lille lys fra nogle gravstene lidt væk. Han gik stille hen af stien ned mod stenene, for at se hvad der skete. Han så Naomi der stod og bedte, og for at undgå at forstyre, holde han sig på rimelig afstand. Hans lange sølvhår bevægede sig lidt i den stille vind der blæste hen over den mørke kirkegård.

Naomi hørte skridt bag sig. Hun vendte sig forskrækket om, og så Kazuki. Hans lange sølvhår skinnede i måneskinnet. Han så lidt dyster ud som han stod der, og kiggede på hende.
Hun rejste sig op, og børstede hendes kjole for sand. "Undskyld Hr.!" sagde hun og bukkede. "Jeg skal nok gå nu"
Hun tog sit stearinlys, pustede det ud, og vendte sig for at gå ud fra kirkegården.

"Oh det burde være mig der undskylder. Jeg ville ikke forskrække dig." Han smiler roligt til hende. "Jeg er præst her, og var lige på vej hjem da jeg så lyset, og så ville jeg selvfølgelig lige se hvad det var." Han kikker på den gravsten hun bad ved. "Et familie medlem?" spørg han og gør gestus mod gravstenen.

"Åh, jamen det er helt okay!" ´. Hun kigger over på gravstenen. "Egentlig ikke" hun trækker på skuldrene. "Mine forældres gravsten er i Japan, men da jeg ikke vil derover, er jeg her og beder for dem, sammen med alle andre de andre døde der ligger begravet her" Hun kigger genert ned i jorden. >Naomi, hold nu mund, han er ikke interesseret i hele din livshistorie< tænker hun for sig selv.

"Ah, dine forældre er døde? Det gør mig ondt at høre. Hvis du vil bede for dem, er det så ikke mere behageligt at bede i kirken?" Han peger op mod kirken. "Der er både varmere og mere behageligt derinde."

"Det er okay, det er lang tid siden" Siger hun og smiler.
"Ja, du har nok ret. Jeg kan bare godt lide at sidde ved alle gravstenene. Så føler jeg, der er nogen med mig, når jeg beder"

"Okay. Men er det ikke lidt sent at bede? Her er koldt, og der kan let ske noget uventet i mørket." Han smiler skævt. "På den anden side er der altid godt gang i den her på kirkegården om natten."

"Huh? Gang i den?" Hun kigger overraskende på ham. Hun vælger at overhøre det andet spørgsmål, da hun vil ikke virke klynkende.

"De døde fester altid på en fuldmåne nat." Han smiler og peger op på månen. "Spøg til side," han får et mere seriøst ansigtudtryk. "Jeg er ikke glad ved at se en ung kvinde ude så sent. Man kan aldrig vide hvad der sker i mørket."

Naomi rødmer ved orden 'ung kvinde', men ser hans seriøse udtryk, og fjerner smilet fra ansigtet.
"Jeg har ellers aldrig hørt eller set noget, de gange jeg har været her ude"

"Så går jeg ikke ud fra at du har været her omkring midnat." Han smiler lidt. "Bed du bare færdig, så skal jeg nok følge dig hjem. "Jeg bryder mig ikke om tanken om at folk render rundt alene på den her tid af dagen."

"Åh, det er da alt for meget" hun bliver lidt underlig ved tanken at skulle gå hele vejen hjem, med en fremmed. "Men jeg er færdig med at bede"

"Papa, hvor bliver du af?" Akuma havde siddet hjemme og ventet på at Kazuki kom hjem, så hun var gået over på kirkegården. Da hun fandt sam, sprang hun op på ryggen af ham, og herfra fik hun øje på Naomi. "Oh... Nå det var derfor." Hun smilte, Kazuki sukkede bare. "Du er Naomi, ikke sandt? Den nyeste i min klasse." Akuma smilte til Naomi. "Jeg er Akuma, datter af ham her." Hun prikkede lidt til sin far.

"Åh hej Akuma. Ja, jeg er Naomi", sagde hun forlegent hun kløede sig i håret. "Men jeg skal også hjem nu, såå.. Hej, hej" hun traskede hen mod lågen.

Akuma hoppede ned fra sin fars ryg, og løb over til Naomi. "Jeg følger dig hjem. Det er usikkert på den her tid af dagen." Hun vente sig mod Kazuki. "Jeg er hjemme igen om lidt." sagde hun og vinkede. Kazuki smilede og vinkede tilbage før end han forsvandt i mørket.

Hun smilte til Akuma. "Det er virkelig sødt af dig!... Hvor skal du hen?"

"Samme retning som dig." Akuma smiler til Naomi og begynder at gå.

"Okay" Hun nikkede, og prøvede at komme i tanke om noget hun kunne snakke om.

Akuma smilede til Naomi. "Er du flyttet alene til byen?" spurte hun.

Hun nikkede, "Ja det er jeg.. Hvad med dig? Bor du sammen med din far?"

"Jeg bor med min far, mor og 2 søskende i gården ved kirken." Hun vente sig om og pegede tilbage mod kirken. På grunden ved siden af, godt trukket tilbage mod skoven, kunne svagt anes et hus med lys i vinduerne. "Det hus derover."