Minder og sne

Azazel står og stirrer tomt på det blanke lærred. Han har kunstklubbens lokale for sig selv og nyder freden. Han har placeret sig i et hjørne hvor solstrålerne der falder gennem de store vinduer ikke kan nå ham med deres varme.
Han havde egentlig tænkt sig at male et portræt af sin mor; malingen er klar på paletten, lærredet venter, men det slår ham at han ikke længere kan huske hvordan hun ser ud. Det hvide lærred minder ham om derhjemme hvor sneen altid ligger højt. Han tygger lidt på spidsen af penslen han står med og lader tankerne vandre mens han nynner sagte.

i den anden side af rummet sidder Melizza ved bordet med et stort ark akvarelpapir, hun er ved at tegne selve motivet op. en engel med flænsede vinger. hun smiler lidt som hun tegner det tyder på det går godt med motivet, flere detaljer kommer, fjerne på vingerne bliver mere detaljere, og englens ansigt bliver ligegyldigt og koldt

”Kender du det…” Azazel bryder tavsheden. Han ser stadig på lærredet mens han taler til pigen. Han stemme er klar, men henkastet. ”Kender du det når man skal til at begynde på noget men i næste øjeblik har glemt hvad det var man skulle?”

melizza ligger blyanten fra sig, og ser over mod ham''hmm det sker ikke så tit med mig, men det er vist meget normalt efter hvad jeg har hørt'' svarer hun roligt. hun syntes han virker som en ok person

Azazel sukkede og lagde penslen fra sig. "Hvor er du heldig. Jeg glemmer alt for tit." Han gik gennem lokalet og hen til pigen. Hans hove klaprede mod trægulvet i rummet. Han så hende over skulderen og studerede hendes tegning en tid. "Hvad er der sket med dens vinger?" spurgte han. Han lød ikke specielt interesseret, men han trængte til at få venner her, og nu øjnede han muligheden for at starte en samtale ogmåske lære pigen bedre at kende.

melizza så tænkene ud''det er op til den der ser hende at bestemme, en sandhed for hver person'' hun tog en pensel og dyppede den i akvarel og begyndte på farverne i triste grålige og blå nuancer'' min sandhed er vel at hun var udstødt fra himlen og som straf ætser hendes vinger væk'', hun maler et par fjer der falder fra vingerne''hvad med dig hvem er kvinden i dit maleri'' hun ser lidt nysgerrig ud

Azazel drejede hovedet og så over på hans lærred. "Det er min mor. Jeg kan bare ikke huske hendes ansigt. Så jeg kan ikke færdiggøre det." Han sukkede. Det var ikke fordi han havde været specielt tæt med sin mor, men det at han ikke engang kunne huske hendes ansigt fik ham til at fremstå ekstremt kynisk, hvilket han ikke brød sig spor om.
Han besluttede sig for at skifte emne:
"Jeg kan godt lide farverne," sagde han og nikkede mod billedet. "Hun skal ikke være så ked af hun blev smidt ud af himlen. Jeg har hørt det skulle være kedeligt deroppe." Han vendte sig og gik tilbage til sit eget projekt. "Så hun går nok ikke glip af noget. . ."
Han begyndte at tage det halvfærdige maleri ned, dog uden at stoppe med at tale.
"Maler du meget?"

smiler, da han siger det nok er kedeligt i himlen''ja jeg maler en del, det er beroligende og en god måde at få tiden til at gå'' hun maler videre nu på baggrunden der er det inderste af en klippe grotte.''er din mor død siden du ikke kan huske hende'' hun smiler ikke længere og ser alvorlig ud

Azazel satte sig på en stol med det ufærdige maleri på skødet. "Jeg har det på samme måde. Når jeg maler kommer mine tanker og bekymringer ud af kroppen. Det er som om tiden går på en helt anden måde når man maler." Han kørte en finger let hen over maleriet, men malingen var ikke tør og blev tværet ud. Han sukkede fustreret.
"Min mor er ikke død, hun er bare. . . væk. Jeg ved faktisk ikke hvad der skete med hende. Det er så længe siden at jeg vel bare har glemt hendes ansigt " Han grinede dog uden at lyde glad. "Jeg lyder totalt kynisk, gør jeg ikke?"

Melizza ser undrende på ham''det lyder underligt det med din mor, jeg har ikke hørt noget i den stil før'' hun taler roligt'' du lyder kynisk, men der er der en grund til det'' hun ser på ham tænkene. ''er der nogen der tager sig af dig'' spørger hun stille

Han trak på skuldrende. "Min famile er ret speciel." Han sukker dybt. "Man lærer at tage meget let på ting som forsvunde slægtninge og den slags."
Han smed billeder fra sig med en irriteret bevægelse. Hans lyst til at male var væk. Han kiggede på sine fingerspidser der var plettede af maling. Så så han på pigen og smilede vagt. "Jeg bor ret langt fra skolen, så mens jeg går her bor jeg i ledlighedskomplekset det ret tæt på. Min søster har planer om snart at flytte hertil, men indtil da klarer jeg mig alene." Han tilføjede hurtigt. "Og det går helt fint."

hun smiler kort til ham'' jeg bor stadig hjemme siden det er et stort hus, så vi er ikke i vejen for hinanden'' hun undrer sig over hvorfor hun har snakket så længe, det ligner hende ikke. hun spørger forsigtigt'' hvordan er din familie speciel''

Azazel hoppede ned fra stolen og gik hen til pigen "Det er en lang historie." Han hev en stol hen og satte sig på den anden side af bordet hun sad ved, så de sad overfor hinanden. Han lænede sig ind over bordet og hvilede ansigtet i hænderne.
"Men meget, MEGET kort så er min far en dæmon der har både penge og udseende med sig. Han har haft en række kvinder gennem tiden. Mennesker, vampyret, hekse ånder og andre dæmoner. Han har børn med dem alle og af dem er jeg så den yngste." Han lænede sig tilbage i stolen og fortsatte med lav stemme: "Underligt nok så er alle hans kærester eller hvad man nu kalder dem forsvundet. Pist væk. Os børn placerede han i et stort palæ i bjergene nord på."

Han strakte sig. Selvom han prøvede at fortælle om sit liv så kort og overskueligt som overhovedet muligt, virkede det allerede en kende rodet og meget meget sært, det kunne han godt høre.
"Men ikke nok med det." Han stemme ændrede tone og blev irriteret.
"Min far ligger for døden og det har skabt kaos. Alle vil overtage hans jordiske gods når han er væk og det tilfalder selvfølgelig den ældste af hans børn. Så når man er en børneflok på 11 gælder det bare om at rykke opad i arverækkefølgen, hvis du forstår"
Han førte en finger over struben og grinede mørkt.

virker meget forbløffet over historien,hun havde tydeligvis ikke forventet det'' det er vel nok en usædvanlig situation du befinder dig i'' hun ser atter tænkene ud'' hvor gammel er du, og hvor mange har du over dig af søskende'' hun virker interesseret i hans historie, den er en god afveksling for hendes normale begivenhedsløse liv

Hendes forbøffede ansigt får ham til at smile savgt. Det er ikke tit han fortæller sin historie, den er for indviklet og for underlig til at han kommer med den smøre hver gang han præsenterer sig. Men kunstlokalet og pigen får ham til at slappe af og ordene flyder lettere fra han læber.
"Jeg er 11 år." Han ranker ryggen for at lægge så meget til sin højde som han kan "Nogen vil måske mene at jeg er for lille til at bo for mig selv, men jeg er sund og rask som du selv kan se." Han slapper af i ryggen igen og falder tilbage i stolen. Han studerer sine negle mens han taler. "Jeg har 10 søskende i alt der alle er ældre end mig. Så jeg er i skikkerhed da igen vil skulle rydde mig af vejen for at komme til at arve. Jeg flyttede her til for at komme lidt væk derhjemme fra."
Han føler sig lettet over at have fået fortalt som sin baggrund også selvom han knap nok kender pigen.
"Hvad med dig? Har du nogen skeletter i skabet eller er du så heldig at føre en normal tilværelse?"

hun smiler men bliver så alvorlig da hun begynder at tale'' mine forældre døde da jeg var lille, de blev skudt aften på vej hjem fra en fest, det var en stofmisbruger det slog klik for der gjorde det'' hun kigger ned'' jeg boede et par måneder i et børnehjem og blev adopteret af en anden familie. men siden jeg var tåbelig og ung ville jeg ikke have noget at gøre med de nye, jeg følte jeg ikke passede ind, de ikke var gode nok siden min mor og far var de bedste i verden''

hun smiler lidt som hun tænker tilbage'' du kan gætte vi ikke fik det bedste forhold, men tiden ændrede mig heldigvis, selvom jeg stadig ikke kan se dem som mine forældre går det bedre nu. vi har vænnet os til hinanden''hun smiler til ham, hun havde ikke regnet med at skulle fortælde nogen det, men efter hans historie kunne hun ikke nægte ham det'' det er så min historie, det er noget af en historie for et menneske syntes du ikke.

Han så medfølelnde på pigen. En ting var at have mistet forældre man var så godt som lige glad med, men at miste nogen man hold af. . .
"Det gør mig ondt" sagde han og så hende i øjnene. Han overvejede at tage hendes hånd for at lægge vægt bag sine ord, men han lod være. Det ville nok være for underligt.
Samtalen var blevet meget trist så han forsøgte havlt at skifte emne.
"Er det derfor du maler? For at komme af med sorgen?"

((undskyld jeg ikke lige skrev, jeg har været syg, og har ligget i sengen med feber))


melizza smilede blidt til ham, hendes øjne blev lidt Ufokuseret som om hun ikke så på ham men tilbage i tiden'' nej, det var ikke den grund jeg begynde at male og tegne, sorgen lammede mig jeg blev meget stille og havde ikke overskud til noget i starten. men efter lang tid uden at lave noget bliver man rastløs så en dag tog jeg vel bare en blyant for at have noget at beskæftige mig med. jeg fandt det meget hyggeligt og tog modet til at melde mig på kunst holdet'' hun ser atter på ham, hun virker glad for hans selvskab, han virker til at kunne blive en god ven'' hvad syntes du om skolen'' spørger hun i et mere muntert tonefald