Fægtetræning

Shushu havde da overvejet lidt, om hun måske skulle gå ud til skoven for at fægte. Folk gloede altid så mærkeligt på hende, når hun øvede ude i det åbne. De var tydeligvis ikke vant til, at en pige og endda en piget en af slagsen, skulle interessere sig for fægtning.
Men i dag havde hun ikke lyst til at være under træerne. Hun ville være ude under åben himmel. Også selvom det var forbandet koldt. I det mindste var det sent, så der ville nok ikke være så mange ude.
Hun priste sig lykkelig for den varme jakke, som skærmede hende fra sneen. Hun begyndte at lave de serier, som hun til videre kunne. Lyset fra bygningerne omkring græsplænen fik hende til at kaste flimrede skygger på græsset under sig.

Årets første sne faldt, hvilket Azazel fejrede ved at gå en tur. Der var så godt som igen folk ude. Han gættede på at frostgraderne tog æren for det. Han hørte støj og stoppede op for at finde ud af hvor lyden kom fra. Han gik mod lyden og så en sort silhuet tegnet mod de oplyste ruder.
Han gik tættere på. Sneen dæmpede lyden fra hans klove der ellers gjorde det umuligt at liste sig ind på folk.
En pige. Der. . . fægtede? Hun stod med ryggen til ham og havde tydeligvis ikke lagt mærke til ham.
Det fik han hurtigt rettet op på.
”Du gør det forkert. . .”

Shushu vendte sig forskrækket om, da hun hørte den fremmede stemme. Hun spærrede øjnene lidt op.
"... Du har bukkeben... Og horn," konstaterede hun.

Han gned sit ene horn fraværende. Det var ikke ualmindeligt at folk spærrede øjnene op. Han var ikke i humør til lange forklaringer så han undveg spørgsmålet med et: "Jaeh. . . Dit hår er snefarvet. Og du laver fejl i dine serier!"

"Er det?"
Shushu tog fat i en tot hår og kiggede lidt på den.
"Du har ret," konstaterede hun, imens hun lod det falde på plads igen. Hun virkede dog tilfreds med blot at have givet udtryk for sin overraskelse. Hun så lidt på kården i sin hånd.
"Gør jeg?" Hun kunne dog godt selv høre, at det lød lidt stupidt. "Jeg mener... Virkelig? Og hvad får dig til at sige det?"

Azazel var lettet over hvor let det havde været at skifte emne. "Piger og deres forfængelighed," tænkte han.
Han smilede for sig selv.
"Ja, det gør du i al fald. Dine parader er helt i skoven." Han samlede en lang kæp op fra jorden og begyndte af lave en serie mens han talte. "Min bror fægtede en del, jeg blev altid tvunget til at se på eller være hans hvadkaldermandet. Skydeskive. Bare med fægtning. . ."
Han grinede smørret. "Men det var ikke fordi han var SÅ god igen. Eller. Der var i al fald én der var bedre."

Hun studerede lidt hans fægtning og kopierede den så til perfektion.
"Jeg læste bare om den i en bog. Ham der underviser mig normalt er bortrejst lige nu. Jeg kunne selvfølgelig øve mig på de serier, han viste mig..."
Hun kunne mærke, at kulden gjorde hendes fingre og håndled stive. Hun var nødt til at bevæge sig hurtigere, hvis hun ville have varmen.
"Slog han på dig?"
Hun rynkede undrende brynene.

Han stod lidt og tyggede på det pigen havde sagt. Så nikkede han anderkendende. "Hvis det du laver udelukkende er noget du har lært fra en bog er det ikke helt tosset. Jeg ved ikke voldsomt meget om fægtning, det må jeg tilstå. Jeg ved bare hvad der ser rigtigt ud. . ." Han smed kæppen fra sig. "Jeg vidste slet ikke der var undervisning i fægtning her. Men der kan man bare se." Han anlagde en alvorlig mine og begyndte at pille lidt ved sit hår der nu var dækket med små snefnug.
"Det var ikke fordi min bror slog på mig som sådan. Altså jeg havde jo beskyttelsesudstyr på. Men han slog nu ret hårdt. . ." Han så væk et øjeblik. Så lyste hans ansigt op i et skadefro smil.
"Heldigvis mistede han livet i en duel så jeg slipper for at blive tævet på med en stålpind."

"Ah, han underviser kun mig, ikke and... Vent, mistede han livet? Det er da skrækkeligt," udbrød Shushu. Hun kiggede op for at se, om han blot lavede sjov, men det skadefro ansigtsudtryk gjorde hende kun mere undrende.
"Det betyder jo, at han er væk," mumlede hun for sig selv, og stak kården i sit hylster. "Karsh prikker kun lidt til mig, hvis jeg ikke er koncentreret nok. De kan give voldsomme blå mærker, hvis man ikke passer på."
Hun begyndte at gå i retning af skolens udgang, men vendte sig dog om efter et par skridt.
"Det er sent. Bor du også i lejlighederne? Vil du følges med tilbage?" sagde hun.

Det kom bag på ham at pigen blev så forarget over historien med hans bror. For ham var død i den ene eller anden afskygning hverdagskost.
"Njah" sagde han og så på piges forbløffede og medlidende ansigt. "Han var ikke typen man kommer til at savne. Desuden knytter man ikke bange bånd i min familie. Det er bare dumt."
Han kunne godt lide pigen. Hendes hvide hår fik hende til at se mild ud. Noget han ikke var så forfærdeligt vandt til at se.
"Karsh. . ." Mumlede han. "Karsh. Det lyder så bekendt det navn." Mens han stod og gravede i sin hukommelse efter svar på hvem denne Karsh nu engang var, vendte pigen sig om og begyndte at gå.
Hendes melodiøse stemme flyttede hans fokus fra tankerne til hendes spørgsmål.
"Ja, gør jeg. Det vil være hyggeligt. Jeg er Azazel forresten."

Hun smilede.
"Jeg er Shushu," svarede hun. De gik mod udgangen... SAMMEN!