Ved skabene.....

De ankommer til skabene, Rosalie får hvisket til Kazuki at hun har skabs nummer 666. Han sætter hende ned foran skabet. Hun åbner lågen, tager en lille taske frem, åbner den, og tager en meget gammel sølv flaske frem. Kigger sig omkring, og tømmer så flasken. Hun læner sig op imod skabet, mærker roen sprede sig i kroppen. "Undskyld du skulle se mig sådan, det er bare..... " Hun sætter sig op af skabs lågen, og klapper på gulvet ved siden af sig. "Ser du Kazuki, blod der bliver opbevaret på denne måde mister meget af deres næring over tid, det er faktisk rent "overlevelses blod". Og nu har jeg sat på biblioteket i to dage i træk og læst, inden da arbejdet en dag på min tegning i kunst klassen, ser du jeg arbejder bedst om natten hvor der er ro. Så jeg har ikke fået andet end meget næringsløst blod de sidste tre dage. Og så pludseligt vil kroppen have mere. Det er en trist ting der følger os, også derfor de fleste går rundt med en flaske med blod, som de kan tage i nødstilfælde, indtil de når hen i "Blood Lust", vores bar. Men jeg har det med at falde i et med tiden, jeg glemmer den simpelthen. Derfor er det sket så hurtigt, og også fordi jeg presser mig selv. Jeg burde være taget afsted i går for at få en helt frisk portion, men i stedet har jeg presset mig selv til at køre videre på minimal næring. Jeg er bare ikke god til at stoppe min research mit i det hele. Undskyld Kazuki, jeg lover dig det ikke vil ske igen" Hun kigger på ham, nu atter med røde øjne. Det ser også ud til at hendes hud har fået en anden glød, og hun virker pludseligt lidt mere levende. "Kan du tilgive mig ?"

Kazuki ser med fascination på hendes hånd. Han studerer den åbenlyst. Hendes hud.. virker den ikke lige pludselig en smule anderledes? Sådan, ud af det blå, efter at hun indtog blodet? gad vide hvordan det fungerer. Han rækker ud og stryger hånden ned over hendes, til hendes ærme. "Tilgive dig? eh.. Ja. Selvfølgelig." han vender blikket mod hende igen. Hans øjne glimter lidt i lettelse. Der er hurtigt faldet en grundig ro over ham igen, selvom hans brystkasse fortsat hæver og sænker sig lidt hurtigere end normalt, efter spurten. Han lyser op i et bredt smil. "Men nu gør du ikke den slags igen, vel?" Han rækker ud og prikker blidt til hendes næse. Driller hende lidt. "Vi skulle jo nødigt skræmme de andre elever på den måde i fremtiden."

Rosalie smiler det største smil indtil nu "Nej det skal vi jo ikke, det ville blive et værre rod, og så måtte Ruben til at rydde op efter mig haha" Hun griner. Hun tager hans hånd. "Jeg tror vi to kunne gå hen og blive rigtige godt venner, du og jeg Kazuki. Håber ikke du helt har mistet pusten. Hun griner igen og stryger en lok væk fra hans pande.....

Kazuki smiler af hende og lader hende gøre det. Han bukker sig lidt ned mod hende, så hun bedre kan komme til. "Jeg er i en verdensform~" Kommenterer han. Lidt selvglad har man vel lov at være. "Og ja, jeg tror at du har ret. Vi kunne blive rigtig nære venner." Han blinker til hende. "Skal du noget, imorgen efter skole?" Han lægger en hånd på sin hofte. Hviler den der. Han får en afslappet holdning, og har efterhånden genvundet pusten helt.

Hun griner "Jeg kan løbe længere end dig, for jeg behøver ingen luft" Hun blinker drillende til ham. "Hmmm i morgen........Nej tror jeg ikke, ikke ud over skolen. Skal nok lige fordi baren en tur, hvis du forstår... Men nej ellers ikke...." Hun kigger ham dybt i øjnene og tilføjer "Hvad tænkte du på"

Kazuki gengælder hendes blik. Han finder en lille hårdimsedut frem fra sin lomme, og sætter sit pandehår op med den, så det bliver væk fra hans øjne. "Jeg tænkte, at vi kunne lære hinanden bedre at kende, efter skole... og det passer jo perfekt, når du skal forbi den bar. Den vil jeg vildt gerne se." Han lægger et tryk på ordet ´vildt`, og hans blik bliver en smule indsmigrende. Hans smil når øjnene til overflod.

Hun smiler over hans lille fine hårdims, ikke mange fyre man ser gå med det. "Vi kan mødes i morgen efter skole, så tager jeg dig med derhen. Men du skal være forberedt på at måde mange typer. Der er mange slags folk. Nogle venlige, andre knapt så venlige. Men sådan er det vel også på en almindelig bar. Kazuki, det er en deal, som man siger i jeres tidsalder. Men klæ dig lidt neutralt, det er en mørk bar. Sorte gardiner, sorte stearinlys, sort, sort, sort hvis du forstår" Hun samler knæene op under hagen, og slapper rigtigt af..

"Sort, sort sort.." Kazuki ser ud til at overveje det. Har han noget lækkert, sort tøj liggende? "..Hvis jeg ikke har noget, har min elskede bror det nok." Kommenterer han. "Deal, smukke." Han vender blikket direkte mod hende igen. Han bukker dybt for hende, og kysser hendes hånd. Hans læber er bløde mod hendes hud. Bløde, og en lille smule lyserøde. "Og det skal være mig en ære, at være deres kavaler." Galant.