Ensomheden

ChunHei gik gennem parken, klædt i almindeligt tøj, en underlig hat, et par solbriller og en maske for munden.
Hun var endelig sluppet væk fra alle de irriterende fotografer der åbenbart havde ventet på hende udenfor bygningen hun lige havde været i.
Hun elskede at være model, men nogle gange ville hun ønske at hun også kunne have et privatliv mens hun var udenfor sin lejlighed.
Det hele kunne være så ensomt.

Hun gik hen og satte sig på en bænk mens hun kiggede op mod solen. Sneen dalede ned og gav næsten et indtryk af at man var i himlen. græsset var dækket af sne, det hele gav en indre ro i ChunHei.

Anima stod lænet op af en lygtepæl og så ud over parken. Sneen dalede smukt ned og det hele lignede en stor tegning. Han rettede lidt på sig, og den blide brise fik fat i hans nu knæ lange hvide hår. Han vågnede op hjemme på gulvet i Shuras lejlighed og fik hurtigt skiftet til et helt hvidt sæt tøj. Hans lange hvide frakke hænger stadigvæk tungt ned om hans tynde krop.
Anima havde ikke gidet at skjule sine øjne i dag. De var kridhvide som sneen. Han havde skærmt en del børn på vejen her hen og de havde løbet hen til deres mor, for at advare om en farlig sne-demon. Børn! Han var på det godes side, så så længe de overholdte reglerne havde de intet at frygte for ham. Han skuttede sig lidt i frakken. Han kinder var allerede en smule røde af kulden, så han gik ikke helt i et med sneen.
Hans blik faldt på en pige, der havde sat sig på en bænk ikke så langt fra ham. Det var ikke så tit at mennesker ville sætte sig i kulden. Hun var virkelig smuk. Han mærkede et lille stik af tristhed i sit hjerte. Engang havde han også været så smuk, med flotte former og feminin elegance. Nu var han fanget i den her krop der hverken var det ene eller andet.

ChunHei sukkede mens tanker fløj gennem hendes hoved, som hen film der bliver afspillet i biografen.
Hun lænede sig tilbage på bænken. Der var ikke mange mennesker tilbage i parken da det var for koldt at være ude i for lang tid, men takket være hendes model job havde hun lært at kunne holde varmen selv i denne kulde.
Hun kiggede rundt og fik øje på en person der straks tog hendes opmærksomhed. Han var anderledes en andre, på en god måde. Hun kiggede nærmere men grundet hendes solbriller kunne hun ikke rigtig se alle detaljer i den rigtige farve. Hun smilede.

Anima lagde sit hovede på skrå og kiggede overrasket på kvinden på bænken. Der er ikke rigtig andre i nærheden så det må være ham hun smilede af. Han koncentrede sig lidt mere om hende, og lige så stille kunne han fornemme hendes aura. Den var som de fleste andre menneskers. Lidt flosset, men ikke noget han skulle tage sig af. Det var værrere når de var helt sorte og kolde. Den her havde liv og varme i sig og fejlene var ikke det store at tale om. Det kunne også være genskind fra sneen der forstyrrede hans syn.
Forsigtigt rettede Anima sig en smule op, dog stadigvæk med skulderen lænet op af lygtepælen. Hun virkede af en eller anden grund ikke skræmt over hans udseende, som alle andre plejede at være. Måske kunne hun bare ikke se hans øjne der fra. Han førte en finger over sin lettere nedad buede næse for at føre lidt varme til den igen.

ChunHei kiggede på drengen og smilede mere, han lod ikke til at han ville vide hvem hun var.
Hun kiggede igen rundt omkring sig før hun derefter fjernede solbrillerne, masken og hatten.
Hun åndede lettet op, som om en byrde var løftet fra hendes skuldre.

Hendes mobil vibrede og spillede en koreansk sang samtigdig. Hun tog den frem og tryggede på en knap hvorefter hun førte den op til hendes øre.
"Hello?" en kort pause. "Don't worry I'll be alright, just keep the paparrazzi occupied. I don't want them tailing me down again. I have been working nonstop for a week already having no privacy, just give me the rest of today..." Hun lagde straks på derefter og slukkede sin mobil. Hun sukkede men smilede straks derefter.

Da pigen fjernede masken, brillerne og hatten var der intet inde i Anima der genkendte hende som andet end et menneske. Men Anima følger heller ikke med i hot og not når det kommer til mennesker. Det eneste han gider holde styr på er hvem der synder og hvem der ikke gør. Han tager fat i en tot af sit lange hår og snor den om sin finger. Han hører uden problemer pigen tale i mobil telefon, endnu et af mordernitetns monstre. Hun taler engelsk uden problemer, imponerende. Tit kan Anima altid høre en disharmoni i folks stemmer, når de taler på andre sprog end deres modersmål, men pigen her lyder nu helt naturlig på engelsk.
Han smiler lidt og ser op i himlen på sneen som hun ligger på. Han vil ikke have at hun tror han står og stirrer fordi han ved hvem hun er. Han har ingen anelse om hvem hun er, men kendt er hun da siden der er nogle der gider følge efter hende. Eller også er hun bare i problemer? Måske skulle han gå over og tilbyde sin hjælp? Han er jo ved at have ryddet op i byen for dårlige mennesker.

Hun kigger igen på Anima og smiler. Hun er lettet over han ikke ved hvem hun er.
Hun kigger ud over parken, ikke et eneste andet menneske end hende og ham, som hun ikke kendte.
Efter at have taget sine solbriller af kunne hun tydelig se hvorfor hun mente han var anderledes, han havde nogle øjne andre ikke havde.
Ikke noget der skræmte hende overhovedet. Hun følte at han var en god person og derfor var udseendet af ingen betydning.
Hun følte sig dejligt tilpas, ingen mennesker der ville forfølge hende eller glo på hende som om der ingen imorgen var.

*Du kan lige så godt snakke med hende nu hvor du alligevel er her ude alene og ikke har andet at lave Anima.* Han fjernede sig helt fra lygtepælen og gik hen til bænken overfor pigen. Hun ser meget ung ud, uskyldigt og åbent ansigt næsten som et barns når han ser på hendes ansigt og hendes aura. Han kan se hvorfor mennesker vil være optaget at hendes udseende.
Anima lod sig let glide ned på bænken næsten uden en lyd, som om han var vægtløs. Det var egentlig mærkeligt at være her i en verden, der ser så uskyldig ud, men at vide at der er så meget ondskab i verdenen. Han ser ned på sine fødder, igen for ikke at stirre på pigen. Det er noget han har lært der ikke er så mange mennesker der kan lide.

ChunHei kiggede på drengen og smilede.
"Hi!" Hun var glad for han ikke genkendte hende, dog glad for hun ikke følte sig så alene.

Anima ser overrasket op på hende og ser sig til siderne for at være sikker på at det er ham hun taler til. Hans underansigt er skjult af et hvidt halstørklæde. Lettere overrasket sætter han sig ret op og ned, nikker en enkelt gang som hilsen. "Um.. Hi" Hun virkede da sød og glad.

ChunHei kigger lidt på ham.
"What's your name?" *siden jeg er ny her burde jeg lære andre at kende og måske få venner...desuden kender han jo ikke mig*
Hun smiler blidt, hvor hun derefter fjerne en tot hår fra sin skulder så det kommer om på ryggen. Hendes øjne viser et blidt blik.

Anima læner sig lidt frem så en næsten kaskade af hvidt hår glider ned fra hans skulder og rammer sneen. Han lader ikke til at tage sig specielt meget af det. "My name is Anima, but normally you would introduce yourself before asking others’ about their names, just to be polite." Han taler med en ubestemmelig accent der lyder lidt som engelsk, amerikansk og australsk blandet sammen. Hans tone er venlig og overbærende. Der er så mange unge mennesker der ikke kender basis takt og tone. Han er ikke specielt fornærmet, da han ikke rigtig går op i formaliteter der ikke angår den gode Herre, men det kunne jo være den unge pige på bænken overfor ville komme til at møde andre, der går mere op i sådan noget høfligheds fjolleri.

ChunHei griner lidt.
"Sorry, My name is Park ChunHei...hmm Anima..your name is speciel yet beautiful.." Hun 'smager' lidt på navnet før hun fortsætter. "What does your name mean?"
Hun bliver ved med at smile mens hun nu retter blikket mod sne fnuggende. Hun rækker hånden ud og lader fnuggende lande på hendes hånd. Det hele minder hende om hendes barndom.

"Mean?" Han læner sig tilbage på bænken og ser på i himmelen igen. "I haven't thoght about that in a while... My name has lost it's meaning over time, I think." Han ser igen på ChunHei. "When you don't use your name for a long time, you forget the meaning." Han smiler lidt til hende. Gad vide hvordan hun vil reagere? De fleste mennesker griner bare af ham og spørge igen. Så fortæller han hvor længe han har levet, og så bliver der pludselig stille. Han har intet imod at afsløre han er en falden engel, da det tit giver ham fred for ignorente mennesker der tager naturen forgivet. Men ChunHi har ikke det skær over sig. Hun virker lige så blid som den fjer lette sne der daler ned over dem i øjeblikket.

ChunHei kigger på ham og smiler.
"I see...I actually never thought about that..Hmm.." Hun tænker lidt over det. Men tænker ikke rigtig over hvorfor han sagde det.
Hun er i ingen position til at blande sig i hans privat liv.
"How is it to live with people either ignoring you or being scared of you?..I never seem to recall that feeling.."

Anima smiler overrasket over hendes ligfremme sprøgsmål og han lægger hovdet en smule på skrå. Hun er virkelig ikke bange af sig det lille menneskebarn. Han kan godt lide hende, der er en barnlig uskyld over hende, men hun er heldigvis ikke et barn, da Anima har et anstrengt forhold til dem. De er umulige at snakke med.
"I like being alone, I don't really like other people because they refuse to understand me." Han smiler undskyldende til ChunHei, fordi det kunne være noget fornærmende overfor hende, men det var desværre sandheden og det bliver sikkert det samme med hende, hvis hun spørger ind til hvad han er. Normalt plejer faldne engle ikke at få en festlig velkomst hvis mennesket ellers tror på en.

ChunHei sukkede.
"I get that feeling a lot too...Being in the proffession i am in it's hard to make people understand who i really am instead of only wanting to know me because of my position.."
Hun lænede sig tilbage og kiggede op i himlen.

Anima klør sig bag øret og lægger hovedet på skrå. Det er overraskende at en pige som ChunHei ikke er en af de der typer der elsker at få nye venner og bare hele tiden er på for at skabe nye venner og få kontakter.
"What are you working as then?" Hendes arbejde har sikkert en bedre løn end hans. Han trækker let på smile båndet af sin egen tanke joke. Men hvis han kan få tiden til at gå ind til at de skifter igen, med at snakke med den her søde pige er det jo helt okay.

ChunHei smiler.
"I work as a model..I'm currently one of the leading topmodels in SouthKorea where i come from...It's fun and you travel alot but you easily get lonely, it's hard to get new friends who understands you and you lose a lot of your privacy..."
ChunHei kigger hen på Anima. "It must be nice to have a lot of privacy, right!?"

Anima nikker lidt. Han aner ikke hvad en model er, men han har mistanke om at det er de der damer der har fancy tøj på og får taget billeder og er med i bladende. Han gider dog ikke spørge så meget ind til det, da han hellere vil snakke med ChunHei om andre ting end lige arbejde.
"Well it is nice, but for a lot of yeas I have been missing some persons to talk to I must admit." Han smiler venligt til ChunHei, han er i sit mere menneskevenlige humør i dag. "It is like too much of a good thing right?"

"When having felt lonely for a long time it feels refreshing to talk to someone" ChunHei smiler og retter på sit pandehår.
"I guess your work doesn't revovle speaking with a lot of people? You seem like a person who is nice but doesn't really talk much..."

"I try to get as little as possible with the people involved with my work." Han krydser sine ben og ser opmærksomt på ChunHei. Gad vide hvordan hun ville reagere hvis hun viste hvad hans livsmission bl.a. indebar? På trods af hans lyse hår, er han ind til flere gange blevet kaldt et monster. Ikke at han har noget imod det, da han har gjort nogle meget slemme ting iløbet af sit lange liv.
"But lately I've figured that I will be spending quite some time here, so I started talking to some people around there." Han tager forsigtigt noget sne op med sine bare fingre og ser det smelte. Gad vide om ChunHei ville kunne forstå han deler liv med Shura? Kunne være sjovt at afprøve en dag hvis det kunne times rigtigt.

"I see." ChunHei vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun ville helst ikke fornærme ham, men stadig gerne vide mere.
Hun tog sin mobil frem og tændte den. 23 ubesvarede opkald - alle fra manageren. Hun sukkede og lagde mobilen fra sig igen.
"Do you ever get a feeling that people hate you if you do what you want?"

Anima trækker på skulderne og ser ned på sine negle. "I don't care if people hate me, so I don't think about it." Han ser op på ChunHei med sine hvide øjne og smiler lidt. "I think it's quite a bother having to think of the emothions of other people."
Hans øjne hviler nu tungt på hende for at fange alle små bevægelser hun laver, for præcist at aflæse hendes reaktion. De fleste ville på nuværende tidspunkt rynke deres bryn bare en smule og lægge deres hoved på skrå, og se undrende på ham pga. hans tilsyneladende fuldkommen liggyldige attitude når det kommer til andre mennesker.

ChunHei nikker forstående.
"Hmm...yeah it can be tiring thinking about others emotions...hehe" Hun griner lidt og opdager hvordan Anima kigger på hende.
"Something on my face?" Hun smiler.