Lille og forvirret

Sino går forsigtigt rundt ude på græsplænen. Hun ser sig nervøst omkring. Hun føler sig stadig en smule ensom og meget forvirret efter at være startet få dage siden.
Hun ser op i himlen hvor snefnuggende begynder at falde. Hun smiler let, "De er smukke. Hvad mon det er" hun ser undrende på de hvide og glimtende snefnug.

Efter en lang dag på biblioteket, begravet i studier om det 16-århundrede, går Shiki ud på græsplænerne. Der er smukt og fredfyldt på de store plæner og langs de store træer. Skolens græs arealer er store, så her er altid plads. Hun er lige ved at sætte sig ned ved et træ, da hun ser en anden person rende rundt et stykke derfra. Personen ser meget forvirret ud, bedømt efter krops sproget og de stille bevægelser, så hun beslutter at gå derover. Hendes lange frakke er dejlig varm, nu hvor sneen er begyndt at falde igen. Da hun kommer lidt tættere på, kan hun se det er en pige, en junior dømt ud fra tøjet, der ellers ser ud til at være meget koldt.
Da Shiki kommer helt tæt på, høre hun personen snakke spørgende. "Det er snefnug." svare hun. "Og de betyder at her er meget koldt."

"Og sne er det mest vidunderlige i hele verden" Azazel der, for hvem ved hvilken gang den dag, er ude og gå i sneen kommer hen mod de 2 piger. Han ligger hovedet tilbage, lukker øjnene og trækker vejret dybt.
"Prøv og hør hvor stille her er. Det er vidunderligt"

Sino ser på dem, "Sne.. det har jeg hørt om før. Har sog aldrig set det selv" hun smiler let og ser op i himlen.
En rystelse går igennem hende, "Ja det er ved at blive koldt"
Sino lytter efter og nyder stilheden, "Du har ret!" hun ser smilene på de to, glad for at der er nogen der venligt sindet på skolen

Azazel smiler og vender hovedet mod Sino.
"Der hvor jeg kommer fra sner det altid. Der er noget magisk over det."
Han tegner lidt i sneen med sin klov mens han taler.
"Hvordan kan du ikke have set sne før nu?"

Shiki grinede let, hvorefter hun åbnede sin frakke, gik over bagved Sino og lukkede den om ham. "Det skulle hjælpe. Bare nyd freden."

"Jeg kommer fra Egypten" svarer Sino og ser på sine hænder, "Men jeg er ikke brun som man normalt ville være der".
Hun tager lidt sne op.
"tak" siger hun til Shiki, "Men fryser du så ikke?"

Shiki ryster på hoved. "Nej, jeg fryser aldrig." Hun kikker op på sne fnuggende der daler ned over dem. "Sne er smukt og dejligt beroligende." Hun drejer hovedet og ser over på Azazel. "Hvor jeg kommer fra sner det normalt ikke, men jeg elsker sne alligevel. Har du prøvet at danse imens sneen falder omkring en? Dét føles magisk."

Sino nikker og børster lidt sne af de store katte ører på hendes hoved, "Magisk".
Hun ser ned på jorden hvor et godt lag er ved at samle sig. Sne fnuggene er store og bløde.

Azazel smiler lidt sørgmodigt og ser ned på sine klove. "Jeg kan ikke rigtige danse. Jeg har ikke led til det. Jeg sidder for det meste bare med lukkede øjne og nyder stilheden. jeg fyser heller aldrig. Men det er nok fordi ejg er så vandt til kulden."
Han vender sin opmærksomhed mid Sino. "Egypten? Der er meget varmt, ikke?"

Sino nikker let, "Meget varmt" Hun tænker let tilbage, "Og frygteligt forfærdeligt"
Hun kigger på Azazel, "Hvor kommer du fra?"

Azazel ser lidt ud i luften. Han havde læst lidt op Egypten. "Det er sådan noget med slaver og ofringer, er det ikke?"
Han vender blikket ned i jorden. "Det er lige meget hvor jeg kommer fra" han smlier venligt til hende.

Sino bidder sig i læben da han nævner slaver og ofring, "Jo det er det"
Hun smiler tilbage, "Det må være skønt at være født hvor der er så meget sne!"

Shiki begynder at børste snefnug af Sinos øre. "Så bløde." kommentere hun. "Det må være rigtig smukt at bo i et land med meget sne." kommentere hun, imens hun kikker på det lag sne der efterhånden er ved at have lagt sig. "Har du det varmt nok under frakken?" Spørg hun, henvendt til Sino.

Sino nikker enig med hende, "Meget smukt". Hun nikker, "Ja har det meget bedere" hun smiler

Shiki vurderede siturationen et øjeblik. Sneen faldt tættere nu og vinden fik sneen til at danse. Hun tog frakken af og gav Sino den på så hun ikke ville fryse. Så fiskede hun et tyndt, langt hvidt tørklæde op at tasken, og løsnede hendes hår, så det hang frit. Det havde før siddet så det dækkede hendes spidse øre. Hun slap halstørklædets ene ende, så den lette vind fik det endnu lettere stykke klæde til at danse med vinden og sneen. Så begyndte hun selv at danse i vinden og sneen. Hun fyldte smukt de buk vinden tog, så det så ud som om vinden fulgte hendes bud, og kastede sneen rundt i en smuk dans.

Sino ser på facineret på. Hun vidste at hun selv aldrig ville kunne gøre det efter. Men at kunne stå i sneen var også nok for hende. Sino tager noget nyt sne op og studere de frosne krystaller. Selvom solen ikke skinnede lyste det alligevel op.

Shiki dansede hen foran Sino, og stoppede der. Hun satte sig ned i sneen og tog en smule af det op. "Sne er smukt og unikt." sagde hun imens hun lod sneen falde ned imellem hendes kolde fingere.

"Men varer det evigt?" spørger Sino. Hun vil helst ikke have det hele forsvinder i løbet af natten. Det sne hun havde i hænderne ligger der stadig. Hun løfter det op til ansigtet og smager forsigtigt på det, "Det smager af vand?".

Shiki smilte til Sion. "Snefnug består af vand, ligesom is gør. Det er små dråber af frossent vand." Hun samlede lidt sne op igen. "Det smelter når det bliver for varmt, men det kommer igen når det er koldt nok."

Sino nikker og smiler, "Godt" hun ser lykkeligt på snefnuggende, "Vand"

Shiki smiler og nikker, hvorefter hun rejser sig op. "Skal vi gå ind på skolen igen? Der er ved at være koldt herude." siger hun.

Sino nikker, "Ja gerne og mange tak for lån af jakken" hun smiler og begynder at gå. Mørket var også ved at tage til.

Shiki følger med Sino ind på skolen. Selvom det er ved at være mørkt, er det intet problem at se, da sneen lyser let op pga. lyset fra skolen. q

"Tak for al din hjælp idag" siger Sino og bukker let for Shiki. Hun var glad for at Shiki ikke havde stirret på hendes kattepoter og ører. Alle de andre élever gjorde det.