Bjergene, presset og fløjten

Akuma havde brug for lidt fred. Siden hun var ankommet til jordoverfladen, hvor vinden blæste, solen skinnede og temperaturen ændrede sig, var der sket så meget, at hun havde brug for at komme lidt væk. Her i bjergene var der stadig både vind og sol, men her var ingen andre personer hun skulle forholde sig til. Som en kongedatter havde hun normalt aldrig behov for at tage hensyn til fremmede, og hun kunne gøre som hun ville. Her skulle hun tænke over hver lille detalje, og det hjalp ikke at både endes mor og forlovede holdte øje med hende.
Akuma satte sig ned på en sten hvor hun kunne se ud over dalen forhende og var i ly for vinden og fandt sin fløjte frem sin kappe. Fløjten var gammel, men stadig i rigtig god stand. Hun havde fået den af sin første forlovede, der også havde lært hende at spille. Hun satte fløjten for munden og begyndte at spille ud over dalen foran hende.

Hun begyndte at spille en melodi hun forbandt med sin første forlovede, Shiro. Han havde været en ung hertug søn, ældre end hende selv på det tidspunkt, for omkring 100 år siden. Han havde været sød og forstående, men hans krop var svag. Derfor hengav han sig til musik og kunst, og da de blev forlovet havde han delt det hele med hende. Men han døde ung, grundet de tvungende donationer og de komplikationer der kunne følge med det. Sådan var det også gået for de mange andre forlovede derefter, men Shiro var den eneste hun havde holdt oprindeligt af. En stille tåre løb ned at Akumas kind imens hun spillede videre.

Dale sad på en bænk med udsigt over dalen ved det store bjerg, langt væk fra alting. Hans ånde stod ud i luften foran ham, og hans mørke tøj var som klædt af stjerner på grund af de stille faldende fnug. Han havde taget en bog med, men da det begyndt at dale fra himlen lagde han den fra sig for ikke at ødelægge de bløde, gulnede sider. Han havde forlængst mistet tidsfornemmelsen og hans hænder var kolde, men han havde ikke lyst til at gå hjem. I stedet sad han og stirrede ud over den sneklædte dal, så stille som nogensinde.

Pludselig syntes han at fornemme et eller andet - en lyd? Han rystede det blanksorte hår væk fra ansigtet og rynkede panden. Han lyttede intenst, tvivlende. Var han ved at blive gal? Brat smeltede hans tvivl til ingenting og erstattedes af forundring. En smuk melodi synes at smyge sig ned i dalen og bane sig vej ned mellem de hvidtklædte træer. Var det indbildning?
Han lyttede lidt. ...nej. Nej, den var der virkelig. Hans ansigt fik et fjernt udtryk som de fremmede billeder dannedes for hans indre blik. Hvor var det dog en smuk sang! Hvem kunne dog spille sådan?
Det var anderledes end noget i hans liv havde hørt før - musikken ...gjorde et eller andet ved ham.

Pludselig ændrede melodien karakter, og Dale følte pludselig en sær længsel; en næsten uudholdelig smerte der syntes at komme ud af det blå. Hvad var det her for noget? Han rejste sig uvilkårligt - forvirret - og gik ud fra sit skjul under træerne og spejdede rundt for at finde kilden til den store sammenknytning af sorg han pludselig følte indeni.

Hun kikkede ud over dalen imens hun spillede og lod sine tanker løbe i fortiden. Hun tænkte tilbage Shiros liv og død, hans familie der alle faldt fra en efter en. De havde alle bukket under for den pligt, forbandelse, livskilden som hele hendes art og familie var bundet til. Hun lod tankerne løbe længere, og lod tonerne flyde med dem, nu gladere, for selvom hun havde mistet mange venner, var hun priviligeret. Hun havde stadig sin familie, hun havde gode venner, hun havde en ny forlovet der ikke ville dø fra hende lige forløbelig, og hun havde en lys og god fremtid foran hende.

Melodien blev gladere og mere fyldig, da hun rejste sig op. Hun ville ikke dvæle i fortiden for evigt bestemte hun sig for, og begyndte at spille en anden melodi, der var mere glad, men også stolt, livsbekræftende og ærbødig. 'The golden line' havde Shiro kaldt den. Den repræsenterede hende selv og hendes familie. Det var den sidste Shiro havde lært hende. Hun huskede hvordan han havde givet hende noderne og lært hende at spille den, imens han selv lå i sengen. Det sidste han havde bedst hende om, var at spille den for ham, og det havde hun gjort.

Melodien var en lang række af små gyldne toner. Den var som kraftig som ukuelige vind men blød som en let brise, og klingede let som et vindspil i den lette vind. Den var stærk og stolt, og ville til alle tider være hendes fortrukkende melodi.

Melodien strøg rundt om ham og syntes at komme alle steder fra. Den hviskede i hans ører, pustede til hans hud og smøg sig ned i halsen på ham, hvor den satte sig fast som en summende klump. Han sank. Som han spejdede rundt blev dalen mere utydelig, og den første tåre i flere år forlod hans venstre øje.
Han blev så overrasket at han tog sig til kinden for at se om den virkelig var der, og så derefter ned på den lille dråbe på spidsen af hans vanteklædte pegefinger, hvor den langsomt forsvandt. Han så op mod bjerget. Han måtte finde musikkens udspring.

Han gik beslutsomt op ad stien for foden af bjerget, men som han gik følte han sig pludselig gladere. Alt det, der lå bag ham, syntes pludselig mindre vigtigt. Han virrede med hovedet. Hvad i al v...? Han spejdede forundret og forvirret mod bjerget og gik nu raskere til.

Akuma spillede stadig. Hun nød at spille på en god dag, selvom et bragte frem både dårlige og gode minder. Hun lukkede øjnene og nød musikken i lidt tid. Hun spillede uden at tænke over det. Hun spillede ikke på sine følelser, men med sine følelser. Hun åbnede øjnene igen og kikkede ud over dalen. Hun fik øje på en skikkelse der bevægede sig mod hende længere ned af bjerget. Hun gjorde melodien mere lokkende og direkte, så den ville føre personen til sig, uden han farrede vild.

Dales hovede blev efterhånden mere og mere fyldt af tanken om at måtte finde den, der spillede - den skubbede alt andet til side og rev i hans ben; nærmest trak dem op ad bjergsiden. Hans øjne fokuseredes ikke på andet end stien foran ham, og han tog lange skridt.
Tankerne hvirvlede rundt og stod alligevel stille i det samme ønske, og han følte sig pludseligt underligt tilpas ved den pludselige ændring af både begivenheder og hans tilstand.
Han fik en underlig fornemmelse, og et eller andet i hans underbevidsthed fortalte ham, at han måske ikke burde være her.

Han rynkede panden. Det var som om han ikke kunne holde med at gå! Han ville stoppe et kort øjeblik og sled øjnene væk fra stien, men han formåede kun at sænke tempoet. Han så op ad bjerget.

Akuma med mærke i at personen længere nede af bjerget, stoppede. *Imponerende* tænkte hun, før hun tog fløjten fra munden og stoppede melodien. Hun gik lidt længere frem på stenene så hun blev mere synligt. Hun spillede et par korte toner, før hun igen tog fløjten fra munden og vinkede ned til personen.

Det var som om verden hamrede ned i hovedet på ham. Som slog han øjnene op og så den for første gang; komplet forvirret. Hans hovede var på en gang tomt og samtidig som en flod af tanker, han ikke kunne holde styr på.
Melodien var stoppet, og først nu opdagede han, hvad den havde gjort ved ham. Han stod stille, med vidt åbne øjne, og forsøgte at finde hoved og hale i det hele.

Da var det, han så en bevægelse ud af øjenkrogen, og et par toner løb ham ned af rygraden. Han så straks op. Der stod en kvinde deroppe, med sort hår som ham selv. Men det var ikke hendes hår hans øjne blev hængende ved. Det var fløjten i hendes hånd.
Ønsket om at finde den, der spillede, var ikke længere helt det samme. Hvis hendes musik kunne gøre det her ved ham - hvad kunne hun så ellers gøre?
På den anden side havde Dale ikke noget nævneværdigt at miste; *højst min puls*, som han tænkte. Og så var han nysgerrig - han ville vide.

Han rynkede brynene i en skeptisk tilgang til den fremmede, og begyndte med afmålte skridt at gå op til fløjtespilleren.

Akuma kikkede roligt ned på Dale imens han bevægede sig op mod hende. Hun satte sig let ned på klippekanten og satte fløjten for munden igen. Hun lod tankerne flyde imens hun spillede de lette og klare toner. Hun forsøgte ikke at ramme ham med sine toner, hun lod dem bare flyde. Der var ingen mening i det hun spillede, men melodien smøg sig alligevel omkring hende som havde det været silke i den lette vind. Hun lod den smyge sig væk fra hende, undersøgende, nysgerrig og fræk som en kat.

Melizza var gået op i bjergene op til stilheden og freden, hun bevægede sig stille afsted og nød udsigten. hun syntes at have hørt noget der lød som musik, og gik nysgerrigt efter lyden lyden

Akuma lod musikken smyge rundt om sig og ud langs bjerget. Hun lod den lokke og forføre, som hun gennem tiden havde gjord, hun lod den afvise og gemme sig, ligeledes som hun havde gjord mange gange. Hun lod den narre, forvirre og drille, hun lod den hjælpe, guide og støtte i lang, lang tid. Endelig lod hun fløjten falde til fordel for hendes egen sang. Hun sang højt og klart, men uden et egentligt ordvalg og uden en enkel vej. Hendes sang smøg sig rundt, som havde fløjtens melodi gjord det.

melizza gik som i trace mod lyden, hendes hår svajede i vinden. hun kunne ikke løsrive sig, og tanken om de lysene lygteman der siges at lokke deres uskyldige ofre ud i døden var i hendes sind. mon der var en lighed mellem sangen og lysene i fortællingerne. men hun kunne ikke stå imod sangen, der var noget af det smukkeste hun havde hørt

Akuma lod en masse små lys partikler svæve omkring sig imens hun sang. Hun lod dem svæve ud i bjerglandskabet med melodien og lod dem være hendes øjne til alt omkring hende. Hun sansede en person ikke langt væk og rettede melodiens lokkende toner mod personen.

Alle Dale's advarselsklokker ringede, og hans sind var kaos. Han ville vende om, løbe ned af bjerget - mens hans ben var som afskåret fra torsoen. De bragte ham sikkert op mod den mørkhårede kvinde, der nu sang - et brusende vandfald af historier og billeder der overvældede Dale og piskede rundt i hans tanker.

Nu stod han på det plateau hvorpå kvinden opholdt sig. Hans ben stod som stenstøtter på jorden - urokkelige. Hans ansigt, derimod, så på hende med vagtsomhed og stærk skepsis, trods hans øjne sløredes af den voldsomme kraft, hun lukkede ud af sig. Han svajede af anstrengelse for at bibeholde sine mentale funktioner.
Langt væk i hans underbevidsthed undrede han sig over scenariet, uforsigtigheden. Billeder af pressen, myndigheder og laboratorier summede - for hvad for mennesket er fremmed må de enten forstå eller ødelægge.

Akuma begynder at studere Dale da han endelig er nået op til plateauet. Hun slutter ikke sin sang, men synger roligt videre. Hun lader den ordløse sang smyge sig omkring Dale og ind hans sind, så han ikke kan flygte fra hende. Hun går roligt hen til ham, stadig syngende, indtil hun står en lille meter foran ham. Hun afbryder på intet tidspunkt sangen, men lader den fortælle historie efter historie om verdener ingen kender til.

Alle Dales muskler spændtes. Det var på en gang afskyeligt, for meget - og samtidig irriterende smukt. Alle de steder, ting han kun havde kunne drømme op stod nu i lys lue og kriblede rundt i hans årer.
Han sled for at komme fri, men formåede kun at tage et tøvende skridt bagud, så han vendte mere af siden til. Hans ansigt fortrak sig, hans hænder knyttedes - men der var alligevel et lille glimt i hans øjne. Midt i det kaos, der var hans tanker, var der også en lille tvivl, en ubeslutsomhed. Det var historierne der pirkede - de syntes at ændre hans ellers permanente tilstand af fraværenhed fra verden. Hans øjne spærredes lidt op, og hans hovede, der ellers var bøjet i forsvarsposition, drejedes let til siden i agtpågivende nysgerrighed.
Tvivlen slyngede tankerne rundt.
Han var forvirret og fortumlet og forkommen.
Han virrede med hovedet, og en enkelt glinsende perle af vand faldt fra hans efterhånden fugtige hår og landede på jorden imellem dem.

Akuma griner lidt imens hun synger. Det er sjovt at se Dale kæmpe imod hendes sang, men endnu havde ingen undsluppet så det ville han heller ikke. Hun gik roligt rundt om ham imens hun studerede ham. Hun stoppede bag ved ham, hvor hun løftede en finger og prikkede lidt til hans hals, lige ved pulsåren, dog uden at prikke hul.

Hendes latter efterlod små huller i hendes sang, hvilket tillod glimt af klarhed. Han så hendes triumferende ansigtsudtryk, fulgte hende med øjnene idet hun iagttog ham og han sænkede øjenbrynene i afsky. Hans hænder knyttedes yderligere - neglene borede sig ind i hans håndflader og åbnede huden.
Han lukkede øjnene idet hun forsvandt bag ham, men fortrød da billederne blev klarere. Han var imidlertid så træt, at han ikke orkede at åbne dem, og billederne fyldte hans hovede til bristepunktet.

Men pludselig åbnedes de brat. Han begyndte at ryste, gik i knæ, og faldt til siden og om på ryggen. Alle hans muskler i kroppen spændtes, og hans torso løftedes i en bue over jorden.
Hans hænder blødte.
Hans anfald fik hans muskler til at krampe, og han rystede voldsomt. Han var væk i smerte.

Hans anfald fortsatte endnu en tid, syntes at nå sit klimaks, hvorpå hans muskler pludselig slappedes. Han så bleg og syg ud, og hans fjerne øjne så bedøvede op i himlen. Han kunne høre sang langt væk, men kunne ikke fokusere på den, trods det var det eneste lyd, der nåede ham.

Da Dale faldt om, satte hun sig ned ved siden af ham. Hun sang stadig, men ikke en lokkende eller forbandende sang, bare en helt normal sang. Hun tog fat i en af hans hænder og strøg let en finger over de sår der var kommet. Hun lukkede dem let og lod huden heale. Derefter tog hun hans anden hånd og gjorde det samme. Derefter lagde hun roligt sin ene hånd på hans bryst, over hans hjerte, for at holde øje med hans tilstand. Normalt reagerede folk ikke så skarpt på hendes melodier, og hun ville egentlige ikke skade ham, bare drille ham lidt. *Men han kunne nu være et godt måltid* tænkte hun kort.

Akuma tog den kappe hun havde haft om sig, og lagde den over Dale, mens hun blev siddende ved hans side og ventede på at han kom til sig selv igen. Hun lagde en hånd på hans pande og strøg hans hår tilbage, bare let, for at mærke om han stadig var ved bevisthed.