Vandreturen

Azazel går op ad den stejle sti der snor sig om et af bjerne. Stien har ligget i læ for vinden, så på trods af det kraftige snefald natten før, ligger der ikke meget sne her. Den sagte klop-klop-lyd fra hans hove er det eneste der bryder stilhenen.
*Det var en god idé med en lille vandretur i bjerne. Det er som medicin for sjælen* tænker han og tager en dyb indånding.

Akuma løber hurtigt op af bjergsiden. Hun springer snildt et par meter af gangen imens hun lader næsten føre sig frem. *Hvor skulle hun også blive væk lige her?* tænker hun imens hun fortsætter sin lydløse søgning op af bjerget. Da hun når til en sti ændre duftsporet retning, og Akuma følger trofast efter. Hun løber hurtigt fremad, fuldkommen optaget i at følge duften, så hun næsten ikke opdager Azazel. Hun ser op få meter før ham, og laver et krumspring over ham, for ikke at ramme. Hun lander let på stien foran ham, lettere forvirret, da det var hendes reflekter der havde reageret.

((sorry, havde helt glemt den tråd her ^^'))

Azazel fornemmer noget bag sig, men før han når at vende sig om, mærker han noget hvisle forbi over ham, TÆT over ham!
Det giver et sæt i gededregen, han får overbalance og går på halen ned i sneen.
"Waaah!" Han lander tungt. En tid sidder han bare og prøver at forstå hvad der lige skete. Så får han samlet sig nok sammen til at rejse sig op og flytte fokus til pigen længere fremme på stien.
"H-hvad gik det dér lige ud på?" hans stemme ryster lidt oven på forskrækkelsen.

Da Akuma endelig havde fået fattet hvad der var sket, rakte hun hånden ud til Azazel for at hjælpe ham op. "Undskyld, så dig ikke før det var for sent, så blev nød til at hoppe over dig." Hun smilede undskylende

"Det er okay" Azazel rakte ud efter den fremstakte hånd og kom på benene igen. "Jeg gik vist også i min egen lille verden" Han børstede lidt sne af tøjet og fik samtidig mulighed for at se nærmere på pigens ben. Ifølge hans logik burde hun have en form for dyreben som ham selv, men der var intet unormalt at se.
Det gav ingen mening i hans hoved.
"Jeg bliver nødt til atspørge. . ." begyndte han, men gik i stå da han blev i tvivl om hvorvidt det var uhøfligt eller et at spørge ind til den slags. Han nåede frem til at man kunne spørge om værre ting, og færdiggjorde sit spørgsmål: "Hvordan kan du springe på den måde? Jeg har aldrig set sådan et hop før."

Akuma kikkede ført undrende på Azazel, så svarede hun. "Jeg sprang bare. For mig var det intet." Hun hoppede uden videre et par meter op i luften, før hun landede igen. "Og for dit kommende spørgsmål, nej, jeg er ikke et menneske, blot i forklædning." Hun grinede kort.

Azazel så forundet til mens pigen demonstrerede sine utrolige kræfter. "Ha, og jeg som troede mine benmuskler var noget at prale af. . ." Han så ned på sine hove. Han burde begynde at træne sine bukeben lidt mere.
"Ikke et mennesker siger du? Ja, nu du nævner det kan jeg godt fornemme der er noget særligt omkring dig. En duft eller. . . det er svært at forklare... Jeg er heller ikke menneske, men hoppe rundt på den måde er so godt som umuligt for mig."
Han følte de var nået til et punkt i deres samtale hvor det måske var på plads ad præsentere sig.
"Azazel" sagde han og rakte sin hånd frem. "Halvt dæmon, halvt faun."

Akuma grinede kort før hun tog hans hånd. "Yuki Akuma Tsuki, bare kald mig Akuma. Jeg er en shinigami. Eller det er da hvad det kaldes." Hun grinede lidt igen.

"Ah, sådan en har jeg altid gerne villet møde, det glæder mig meget" sagde han begejstret. "Jeg har læst en del om jeres slags, men jeg vidste godt nok ikke i kunne se så. . . menneskelige ud må jeg tilstå."

"Der findes mange forskellige slags shinigamier, det kunne være derfor." Akuma grinede lidt. "Vi lever forskelligt og har forskellige opgaver. Det eneste vi egentligt deler er navnet."

"Ah, ja, selvfølgelig. Det forklarer en del" sagde han og smildede undskyldsende over sin lettere dumme udtalelse.
For ikke at sige mere om ting han ikke havde meget forstand på, skiftede han emne:
"Hvis jeg må være så fri at spørge, hvad laver du så heroppe? Jeg har vandret rundt det meste af dagenog har ikke mødt andre end dig"

"Ah ja." Akuma havde kortvarigt glemt hvorfor hun havde rent rundt på bjerget. "Jeg leder efter min søster. Hun stak af fra hendes nanny i morges og jeg har prøvet at finde hende lige siden. Hendes duftspor førte herop." Akuma grinede kort. "Hun er ikke særlig gammel, så for hende er det bare en leg, men jeg vil nødig se hende forårsage unødvendige ting."

Azazel grinede smørret da han hørte om flugten. "Haha, det lyder som noget jeg kunne finde på! Min familie har nærmest gjort det til en kunst at finde den meste kedelige barnepige i hele verden! Jeg har svært ved at komme i tanke om noget der morede mig mere derhjemme end at drille hende ved at stikke af."
Han så for sig sin gamle barnepiges rasende ansigt når hun, igen igen, gav ham en opsang efter han havde opførtsig 'dårligt.' Mindet fik ham til at grine endnu mere.

AKuma grinede lidt. "Hun har intet imod hendes nanny, men hun er ikke mere end 6 år, så for hende er det bare en leg." Hun grinede kort. "Jeg havde samme nanny da jeg var det barn og hun er alletiders, men hun har en knap så veludviklet lugtesans, så hun ville aldrig kunne finde hende." Akuma grinede kort imens hun atter snusede for at se om hun kunne fange færten af sin søster.

"Tjah, så er det jo lidt en anden sag," grinede Azazel. "Men sød eller ej, det er altid sjovt at stikke af fra barnepiger" Han børstede en genstridig lok hår væk og trippede lidt hen ad stien forbi Akuma. "Hør, skal jeg ikke hjælpe med at lede? To næser er bedre end en, og selvom min ikke er lige så fin som din er den dog stadig bedre end en menneskenæse."

Akuma grinede kort. "Det kan jeg kun give dig ret i." Hun snusede igen ind, hvorefter hun let begyndte at løbe videre op af bjerget. "Se om du kan følge med." Sagde hun tilbage mod Azazel.

Med et skævt smil satte Azazel efter hende. Det var længe siden han havde løbet sådan rigtigt, men hans bukke-ben bragte han hurtige og sikkert frem og snart var han oppe på siden af Akuma.
"Intet problem," lykkedes det ham at få sagt mellem de dybe vejrtrækninger. "Du fører an, du ved hvilken duft vi skal følge"

"Huh, du er hurtig." Akuma grinede lidt. "Men du puster lidt." Hun smilede til ham. Hun lod sid føre af sin lugtesans imens de løb.

Azazel fnøs og fik gispet sig frem til et "Du har jo også meget længere ben end jeg!" Dog blev det efterfulgt af et bredet grin. Han nød at løbe i bjergene, luften heroppe prikkede og stak i lungerne og fik ham til at føle sig levende.
Længere henne ad stien kunne man se et sæt spor, der løsrev sig fra de mange der var trådt ned i sneen på stien og nu førte in i en lille skov, tæt bevokset med nåletræer.
"Kan det være din søsters spor?" Sagde Azazel og pegede.

Akuma grinede kort. "Nah, umuligt. Prøv at se på mine fødder, jeg røre næsten ikke jorden når jeg løber. Jeg laver ingen lyde overhovedet. Min søster er endnu mere lydløs end jeg." sagde Akuma, men stoppede alligevel ved sporene. "Min søster er som en kat, hun opføre sig som en, lyder som en og sover som en." Hun grinede kort.

Azazel udtødte en mærkelig lyd der skulle udtrykke misbehag. "Det er da endnu mere uretfærdigt så! Ikke nok med du er dobbelt så høj som mig, du kan jo nærmest også flyve! Det kan jeg jo ikke hamle op med."
Han stoppede også op og bøjede sig forover for at se nærmere på på sporene.
"Så detdu siger er et din søster ikke sætter spor?"

"Nemlig. Præcis ligesom mig." Akuma smilede til Azazel. "Well du er lille og kær." Akuma kikkede ind i den lille skov der lå i nærhenden. "Ahh, der." Hun grinede kort. "Hun ligger oppe i det træ derovre." Akuma pegede over på et halvhøjt træ et lille stykke derfra. "Den lille pink klump derligger deroppe." Akuma grinede igen. "Men hun sover øjensynligt ikke."

Azazel fnøs igen og munlede noget for sig selv om at det da var snyd at nogen havde fået hele pakken men andre måtte nøjes eller helt undvære seje kræfter som dem Akuma åbenbart havde i overflod.
Han glemte dog hurtigt alt som sin misundelse da Akuma pegede på en pink klump i et træ.
"Er den dér sin søster?" sagde han med mistro i stemmen. Han satte hånden op foran panden for at skærme sine øjne fra solen. "Nu ved jeg godt i er shinigamier og alt det dér, men kommer jeres slags virkelig også i form af pink tingester i træer?"

Akuma grinede kort, før hun hurtigt løb hen og hoppede op i træet efter den lille pige. Hun tog hende let og, og var straks nede ved Azazel igen. "Katte kan godt lide træer, så det kan hun også." Hun viste den lille pige frem til Azazel. Det var en lille pige der mindede om en blanding af et menneske og en kat. "Når vi bliver født kan vi endnu ikke indtage et menneskeligt udseene til perfektion." Den lille pige faldt hurtigt i søvn i sin søsters arme.

"Ah" sagde Azazel kort, før han ingående betragtede den lille sovende skabning. "Men hvordan kan det være hun lige præcis ligner en kat og ikke et andet dyr? Undskyld hvis jeg stiller for mange spørgsmål, men jeg er som sagt meget interesseret i jeres slags"