Vandreturen

Akuma grinede lidt imens hun satte sig ned i græsset. "Det er helt fint, spørg bare løs." Akuma smilede til Azazel. "Det kommer an på vores klan, altså vores gener. Nogen ligner dyr, andre fantasivæsner fra menneskets fantasi. Well den del af fantasien stammer sådanset fra os." Hun grinede kort. "Sugar her ligner en kat, ligesom hendes biologiske mor og hendes søskende gjorde. Hver shinigami har sit eget udseene, ligesom mennesker har. Vi har bare flere former at vælge imellem."

"Ah!" Sagde Azazel begejstret. "Det er meget li os dæmoner. I min familie er der ikke mange der ligner hinanden, heller ikke mine søskende. Men ingen af os har samme mor, det er nok dér den ligger." Han satte sig ned ned ved siden af Akuma og hendes sovende lillesøster og nød udsigten over byen, der smukt lå for deres fødder som de sad dér på bjergsiden.

Akuma grinede lidt. "Interessant. Vi tager form efter vores forældrer, vi blander det bedste fra begge sidder, så hver generation er en anelse stærkere end de forrige. Det er derfor vi gerne er yderst overpowered. Vi være styrken fra mange tusinde generationer." Akuma kikkede også ud over bjergsiden.

"Har jeres styrke så slet ingen grænser?" Spurgte Azazel stille. "For jeg mener; man kan jo også godt blive FOR stærk, ikke?"

"Både og. Det er lidt forskelligt. Rigtig mange af os dør unge fordi der ligger et stort press på os." Hun løftede hånden og så på den. "De fleste af os dør når de når min aldre, mange inden faktisk. Nu stærkere vi er, nu længere levere vi."

"Det lyder som om i betaler en høj pris for jeres styrke" sagde han eftertænktsomt. "Men; hvis mange af jer dør unge, så må der da ikke være mange tilbage af jer?"

"De fleste dør efter de har fået et eller flere børn. At dø ungt vil sige når man er omkring de 400 år, men vi kan få børn fra vi er 200 år, så mange når at få et eller flere børn inden." Akuma grinede kort. "Jeg er lidt af en undtagelse, da jeg ikke har kunne få børn endnu."

"Undskyld;" sagde Azazel lidt nervøst. "Det endte med at blive en ret personlig samtale, jeg håber ikke du føler jeg snager!" Han lagde sig ned i græsset og Så på stjerneer der lyste mere og mere på himlen i takt med at solen forsvandt i vest.
"Grundt til at jeg spøger om det med magt osv." sagde han dæmpet, "er fordi min far nok er det man kalder magtgal. Og restesten af min familie med." Han lo bittert. "Og jeg er åbenbart typen der så straks tror det gælder alle andre også."

Akuma grinede lidt. "Ingen grund til at undskylde." Akuma smilede til Azazel. "Det gør mig intet at folk spørg. Jeg vil hellere at de spørg end at de render rundt med forkerte forstillinger om mig." Hun lagde sig ned i græsset ved siden af Azazel. "Og nej, vi er ikke magtsyge. Vi har de kræfter vi har og den magt vi har, og vis man vil have mere, så må man kæmpe for det på hæderlig vis." Hun grinede lidt. "Men jeg kender mange der er magtsyge. Vi, mig og min familie, gør vores bedste for at holde dem i skak."

Azazel sukkede. "Jeg ville ønske der var flere der holdt min familie i skak" sagde han opgivende. "Det er meget demotiverende ikke at kunne bo hjemme fordi ens far er blevet erklæret 'for farlig' af mine ældre søskende" Han gabte og strakt sig en smule.

"Heh... Så håber jeg da at dine søskende kan holde man i skak." Akuma grinede lidt imens hun kælede Sugar over ørene.

"Tjah," sagde han eftertænktsomt. "Det håber jeg også."
En regndråbe ramte ham i ansigtet og fik ham til at se op.
"Vi må nok hellere komme ned herfra. Jeg bryder mig ikke om at blive våd" ham rejste sig og så på pigerne.

Akuma var hurtigt oppe at stå igen. "Hvad med at vi sætter os ind i skoven?" Hun pegede på skoven. "Vi kan hurtigt få lavet et læ."

"Ja, det er nok bedst" sagde Azazel. "Vi kan vist alligevel ikke nå ned før det virkelig begynder at regne"

"Nope." Akuma grinede lidt. "Kom." Hun begyndte at gå ind i skoven, der hurtigt blev meget tæt. Lidt inde var der en lille lysning, hvor der stod en stor hængepil ved en lille å. Akuma sat sig op af pilen. "Der er læ her indenunder træet."

Azazel skyndte sig efter dem. Heldigvis var der, som Akuma sagde, helt tørt under pilen. "Jeg hader regn" mumlede han og satte sig ned ved siden af Akuma.
"Jeg håver ikke det fortsætter længe."

"Hvis det gør, skal jeg nok få os ned fra bjerget igen, samt holde os tørre." Hun grinede lidt. "Hvorfor kan du ikke lide regn?" spurgte hun, imens hun puttede Sugar ind til sig.

Azazel grinte "Hvem der bare havde shinigamikræfter!" Han strakte sig og satte sig bedre til rette. "Regn er koldt og vådt. Det gør mig så deprimeret, den grå farve og det regner altid når JEG skal uden for." Han grinte igen. "Sne er meget bedre."

Akuma grinede lidt imens hun sørgede for at holde den stadig sovende Sugar varm og tør. "Ja det er pænt praktisk engang imellem." Hun grinede lidt igen. "Jeg ved ikke hvad jeg foretrækker. Jeg kan klare mig med alle slags vejr."