Helt speciel

Med hurtige skridt bevæger Celeste sig igennem de mange gange, der tilsammen fremstår som en labyrint for hendes allerede forvirrede sind. De flade ballerinasko børster blidt over linoleumsgulvet, for hvert skridt hun tager, indtil hun opgivende stopper og ser sig rundt. Hun ved ikke længere, hvor hun befinder sig. Modløst sukker hun for sig selv og bider sig i kinden for at sikre, at hun ikke befinder sig i en af hendes mange meningsløse drømme. Nej, det er rigtigt nok - kinden gør ondt, og hun snøfter for at afholde øjnene fra at svulme og blive røde. Hun er sådan en idiot nogle gange, konkluderer hun og ser sig igen rundt. Der er ikke andet en skabe, døre og det forbandede, skakternede linoleumsgulv.
Nervøst tager hun fat i sin halskæde og drejer vedhænget imellem fingrene. Den lille, håndlavede glasfluesvamp bliver varm mod hendes hud, og selv uden at kigge på den genkalder hun sig glasklumpens form. Hun har indprentet sig alle dens imperfektioner og buler - hun kan finde de små, hvide pletter i søvne, hvis nogen spørger. Et smil lysner på hendes ellers sorgmodige ansigt ved mindet om smykkets historie. Det er ganske vist længe siden, men hun husker stadig vedkommende - den helt specielle person, der gav hende kæden, dengang vedkommende måtte flytte væk permanent. Vil hun kunne genkende personen den dag i dag?
En ubehagelig bevægelse river Celeste ud af tankestrømmen og placerer hende atter midt i gang-labyrinten. Med et suk indser hun, at nogen har skubbet til hende, og hendes taske er faldet til gulvet. Med øjnene succesløst søgende efter den skyldige samler hun den blomstrede stoftaske op og svinger den over skulderen; så vender hun på hælen og går tilbage mod der, hvor hun mindes, at indgangen er. Måske vil det hjælpe hende, hvis hun starter forfra - måske er der endda et kort over skolens lokaler på opslagstavlen lige inden for den store fordør.
Stadigt drømmende pakker hun halskæden ind under trøjen. Der har hun den for det meste - mod huden. Tættere på hjertet. Det har hun altid haft.
Igen rives hun fra sine tanker, da hun runder hjørnet og støder ind i nogen...

Læs venligst! (klik på "Info")

Info:

Mich havde gået i sine egne tanker det meste af dagen, dette tidspunkt var ingen undtagelse. Af en eller anden grund virkede det bedre når han bare lod sig falde hen i en verden for sig selv. Alle virkede til at være specielle med en evne ud over det sædvanlige. Sædvanligt skulle vis omdefineres, men alle havde hver deres evne og her var han; fuldstændig evneløs. Ikke evneløs på en den intellektuelle side, en overnaturlige, superhuman. Når man s på alle der gik på denne skole var det ret tydeligt a han var speciel fordi han ikke var det? eller var han blot ubetydelig? Disse tanker flyver igennem hans hovede da han rives ud af sin tankegang, noget stødte ind i ham, noget, levende?
Hans øjne fokuserede på Celeste og han løftede begge bryn, kendte han ikke hende? Ikke en han havde snakket med fø, så igen han havde ikke snakket med ret mange på skolen.
"'Aften..."
Mumlede han afmålt og forventede tl dls en undskyldning for at blive trampet ned.

Celeste ser op på den unge mand og viger lidt tilbage. Hun mærker forlegenhedens varme blusse op i kinderne, og hun vender ansigtet væk for at skjule den nu rosenrøde hud.
"Undskyld," mumler hun lavmælt. "Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv..."
Overrasket ser hun op igen om møder hans blik. Af en eller anden årsag er han ikke bare gået ligeglad videre, som hun delvist forventede. Indtil videre er hun ikke mødt med venlighed på skolen.
Celestes læber trækker op i et lille smil. Måske kan i dag nå at blive en god dag alligevel.
"Jeg leder efter lokale 2A i teenage-afdelingen. Du kunne vel ikke fortælle-..." Celestes stemme dør ud, da han pludselig indser, at drengen foran hende har to forskellige øjenfarver. Lilla og brun. Det er intet mindre end usædvanligt.
"- eller måske vise vej?" fortsætter hun tankeløst uden sin egen samtykke. Så rødmer hun igen, da hun indser, at hun lige har bedt ham om at følges med hende - en komplet fremmed. Sådan en idiot hun er!
Hun har lyst til at spørge ind til hans unaturlige øjenfarve, men beslutter sig for at holde sin undren på tankeplan - hun kan jo ikke bare gå rundt og spørge folk om sådanne personlige ting, og da slet ikke efter hun har vadet direkte ind i vedkommende.
Hurtigt trækker hun på skuldrene.
"Eller, du ved, bare fortælle mig, hvor jeg kan finde et kort over skolen. Så skal jeg nok selv finde vej," tilføjer hun mumlende...

Mich sukkede dybt, han virkede enten irriteret, opgivende eller blot som om han kede sig gevaldigt, man han rankede sig alligevel lidt op og så undersøgende på pigebarnet, som var han usikker på hvad hun var ude på, men i sidste ende tiltede han hovedet lidt, smilede meget vagt over hendes komplette mangel på selvkontrol og trak på skuldrene.
"Du er højest sandsynligt gået forbi det på din tur her hen."
Han smil falmede igen da han gestikulerede ned af den gang hun kom gående af.
"Nede for enden"
Han så på hende igen uden egentligt at afsløre nogen følelse.
"Har du et navn?"

Celeste lo lidt for sig selv. Ja, selvfølgelig var hun gået forbi lokalet på sin vej. Med så forvirrende et gang- og lokalesystem var det stort set umuligt at finde vej i første forsøg - med mindre man naturligvis ejede et kort over skolens forgrenede bygning, eller i det mindste ejede en stedsans, der var betydeligt bedre end hendes egen. Ikke fordi der skulle så meget til...
Taknemmeligt fulgte hendes blik Michs finger og gled i retning af døren, som han pegede på. Herfra kunne hun ikke helt se hvad, der stod på det lille skilt over døren, men hun gik ud fra, at han havde ret - han virkede i hvert fald til at have mere styr på systemet end hun selv.
Med et smil vendte hun sig igen mod ham.
"Tak for hjælpen - og, igen, undskyld at jeg bumpede ind i dig."
Så vendte hun sig om og skulle til at sætte i gang mod døren, da hun igen stoppede.
Nårh ja, huskede hun og vendte sig atter mod ham.
"Navnet er Celeste. Og du?"...

(Og ja, nu slog jeg også over i datid. Det er jeg også mest vant til at bruge. Jeg ved ikke helt, hvor nutidsformen kom fra xD")

Mich lod til at være en smule overrasket over navnet.
"Celeste? Noget af et navn at leve op til"
Han rettede på sit tøj, hvilket sådanset bare betød at han rettede på de mange læderbælter og hans ærmeløse hoodie.
"Og det er fint, fint.. Man vender sig til lidt af hvert på denne skole."
Han begyndte at gå ned mod lokalet, han skulle alligevel være i 1-A lige over for.
"Micherou, men folk kalder mig Mich, det er nemmere, eller sådan noget i den stil..."
Han trak på sine skuldre.
"Ny her?"

Med et smil trak Celeste på skuldrene over Michs kommentar vedrørende hendes navn. Hun ville nu ikke mene, at det var noget specielt. Der var et par skuespillere og vistnok en enkelt politiker i hendes navnefamilie, men det var ved at være længe siden, mente hun. Ikke fordi hun havde studeret det eller noget, men hun havde da hæftet sig ved det, hvis hun i historietimerne havde hørt hendes navn i forbindelse med en eller anden begivenhed.
Uanset hvad var det et navn, hun var glad for.
Overrasket over at Mich fulgte med hende alligevel, vendte hun ansigtet mod ham - eller rettere sagt hans skulder, for han var noget højere end hende selv - og sendte ham et venligt smil.
"Jep, ny. Jeg starter her i dag." De gik lidt i stilhed, og Celeste fortsatte: "Jeg er forresten overrasket over, at du spørger. Jeg føler mig så usikker, og jeg valser rundt som en idiot - det burde næsten stå i panden på mig, at jeg ikke har været her før..."
Hun smilede fåret og lod så emnet tage en drejning:
"Michirou lyder forresten bekendt. Er du opkaldt efter en bestemt person?"
...

Mich's store støvler gav genlyd og den sagte raslen af kæderne på dem kunne være fra en gyserfilm, men han sjokkede blot videre uden ret megen eftertanke på hans positur og et halv uinteresseret udtryk i ansigtet, dog ændreds hans mund en smule da Celeste åbnede sin igen.
"Oh, jo, du så vældig fortabt ud, hvilket var grunden til jeg spurgte, ser du, hvis du nu ikke var ny var det blot et meget dårligt tegn"
Han trak på sine skuldre.
"Det suden er det et ret underligt tidspunkt at have startet da vi er midt i skoleåret..... Men den slags sker jo. Hvor er du fra?"
Mich vrængede ansigt, af en eller anden grund virkede han ikke synderligt lykkelig for sit navn.
"Min mor opkaldte mig efter Michael Jackson, men da de alle er af japansk afstamning blev det Micherou.. Så jeg foretrækker sådan set Mich"

Celeste måtte beherske sig for ikke at le. Et halvkvalt fnis nåede dog at forlade hende, inden hun tog sig sammen og rankede ryggen. Så skød hun sine tanker til siden.
"Min familie og jeg er tilflyttet fra en lille provinsby længere ude mod havet. Min mor fik et jobtilbud, ser du, så det var mere praktisk for hende at flytte tættere på storbyen." Hun sukkede og lod blikket søge lidt rundt i omgivelserne. Så fortsatte hun: "Min far var ikke ligefrem begejstret for selv at skulle skifte job, men det var en alt for stor chance for min mor til at kunne afslå. Så sådan måtte det altså blive. Jeg selv er lidt ligeglad. Min forrige skole var ikke noget at prale af. Sådan en lille provinsskole med folk, der tror, de alle er noget særligt..."
Celeste fnøs hånligt, men skubbede så de negative tanker til side. "Og min bror er nok også ret ligeglad. Han er i hæren og er sjældent hjemme alligevel. Vi er forresten oprindeligt fra England, min familie og jeg. Men det havde du nok allerede regnet ud. Mit navn, du ved..."
Et hurtigt blik på Mich afslørede, at hun snakkede for meget om intetsigende emner. Hun smilede undskyldende.
"Og jeg, der bare rabler løs om min kedelige familie - som om du overhovedet skulle være interesseret i det!"
De standsede midt på gangen imellem lokale 2A og 1A. Der var stadig nogle minutter, til klokken ville ringe ind til time, kunne hun se på uret længere nede ad gangen. Så hun betragtede stille den unge mand foran sig og måtte igen anstrenge sig for at holde latteren nede. Michael Jackson! Ganske vist havde Mich en fin, lysbleg hud her i skæret fra skolens loftlamper, men hun så ellers kun ganske få ligheder mellem ham og den nu afdøde superstjerne...

England? Var det ikke der Iris hævdede at hun var fra?
"England, fantastisk åbent land.. Et af de venligste folk i min mening. De ferier jeg har været på dér er nogle af de bedste, kun trumfet af U.S.A."
Han skævede ind i hans lokale, Iris havde hovedet på skrå og kiggede NOGET så forundret på ham, men nærmede sig af en eller anden grund ikke, men gav sig til at snakke med nogle af de andre piger.
Han skævede til Celeste da han blev opmærksom på at hun morede sig, og prøvede at undertrykke det. Han så opgivende ud..
"Hvis du vil grine, så grin... Det er ret latterligt, det ved jeg godt, men i det mindste taber jeg ikke næsen, har aldrig været mørkere i huden og du fanger mig aldrig i at synge pop og danse på samme latterlige måde.."
Han strakte sig mageligt og betragtede klassen i 2.A før hans gled tilbage til Celeste.

"Jeg ville ellers ikke have noget imod at se dig kaste dig ud i sådan en dans," svarede Celeste drillende og lod smilet overtage hele hendes ansigt ved tanken om Mich udførligt danse til Thriller. Hun kunne ligefrem forestille sig lyden fra hans støvlekæder og bælter, der klirrede i takt med trinene. Hun kunne dog ikke forestille sig, hvordan han ville se ud uden næse...
Nej, nu var hun altså fjollet. Hurtigt fejede hun det mentale billede væk.
"Har du været i England? Hvorhenne helt specifikt?" fiskede hun interesseret. Hendes blik lyste op, uden hun bemærkede det. Selvom det nu var længe siden, familien var flyttet til Japan, var England stadig der, hvor størstedelen af hendes bedste minder stammede fra. Det sted hvor hun havde været mest lykkelig...
Tankefuldt rakte hun ud efter sin halskæde, men tog sig selv i det. Så så hun igen op på Mich, ventende på et svar...

"Jeg boede på et hotel i London, nær victoria station i en uge, der efter tog jeg til Surrey og vidre til Manchester."
Han så op på uret og bemærkede at Iris nærmede sig, hun kunne alligevel ikke holde sig væk, så det ud til.
"Nææææh~ Har vi fået en veninde, Mich?"
Den høje blonde pige med de dådyrs agtige blå øjne smilede stort til Celeste. Hun var måske en enkelt cm højere end Mich med lange proptrækker krøller i en nederste del af hendes blonde hår, det fik det til at se mærkværdigt naturligt ud. Mich vidste så også at det højest sandsynligt var, for tøsed ejede ikke et krøllejern, elelr et fladejern for den sags skyld.
"Morgen Iris.. "
Han ignorerede den drillende tone, og hun var ikke imponeret, der i mod smækkede hun armene om ham og holdte ham som hun ville holde en bamse. Han lod sig heller ikke gå på af det, men han så heller ikke just lykkelig ud ved situationen, faktisk fortrak han ikek en mine, han emotionelle liv var åbenbart lige så farverigt som en sort-hvid film.
"Skal du ikk introducere det yndige væsen?"
Han sukkede
"Celeste, denne uhøflige pige er Iris, Iris, den noget mere høflige pige er Celeste.."
Iris surmulede men løsnede kun hendes kram en smule og prikkede ham i siden.
"OG din adoptiv søster! Vi har en lillesøster på skolen også, Enat, hun er på trinet under os i de mindre klasser."
Mich løftede brynet ved Iris mindre enthusiastiske fortælling til Celeste.
"Min familie adopterede iris ud af den blå luft, hun har været min 'søs' i 2 år nu, Enat i næsten 1 år"
Han kiggede på Celeste
"Har du søskende?"

Den første tanke, der strejfede Celeste, var, at denne Iris var utroligt smuk. De strålende blå, mandelformede øjne så forventningsfuldt ned på hende. De mindede hende om noget...
Pludselig følte Celeste sig ubehageligt tilpas ved den overvældende mængde af opmærksomhed. Normalt havde hun intet imod at være centrum i en forsamling - det hændte af og til, at hun var den, der med sine skøre fortællinger underholdt gruppen af veninder - men dette virkede anderledes. Intenst, på en eller anden måde.
Hun tvang ubehageligheden væk. Hun var nok bare nervøs eller genert - det var jo ikke hver dag, hun startede på en helt ny skole med nye mennesker og nye muligheder. Eller også var det hendes periode, der var ved at presse sig på. Under den plejede hun i hvert fald at opføre sig utilregneligt.
Hun huskede Michs spørgsmål og skubbede atter de ubehagelige tanker til siden.
"Jeg har en bror. Han er en del ældre end jeg, så vi har ikke så meget til fælles. Han er heller aldrig hjemme, så det føles af og til som om, jeg er enebarn," svarede hun med et svagt smil og fangede i baggrunden syn af uret på væggen. Det ringede ind om to minutter. Så blev hun overvældet af ubehageligheden igen, og hun blev svimmel.
"Hør, øhm... Kan I ikke fortælle mig, hvor toilettet er?" spurgte hun og mærkede, hvordan en sveddråbe piblede frem på tindingen. Hun så ængsteligt på de to og måtte imens støtte sig til en af skabene for ikke at tumle over...