Modsætninger

Shartiro går hen af vejen. Den mørke bygning toner sig op foran ham. Han stopper op med hænderne i lommerne. Vinden blæser i hans tøj og rusker blidt i hans hår.
Shartiro ser op på Kirken. Afskyen står malet i hans ansigt mens han studere krikens spir og klokke tårn.
Men selvom han hadede Kirken ville han under ingen omstendigheder gå tilbage til skolen. Han havde ikke lyst til at blive smidt ud for ikke at kunne styre sit temprament.

Kazuki sad i et af de store vinduer der vender ud mod byen. Herfra kunne han sidde og tænke over ting, uden at blive set. Hans lange sølvgrå hår hang ned over hans skuldre og han sad og legede med en lille log af det, imens han kikkede ud. Han lignede ikke en typisk præst, med det meterlange hår hængende ned over den øverste halvdel af hans sorte præstdragt. Da han så en skikkelse på vej op mod kirken hoppede han ned fra vinduet der sad i et par meters højde, hvorefter han hurtig børstede hans dragt af, for derefter at gå ned og åbne døre for personen. "Velkommen."

Shartiro ser overrasked mod dørene der åbner sig. Han kigger på præsten og tager et skridt mod kirken, men stopper, "Du byder mig indenfor?". Det undrer ham at præsten vil lukke ham ind trods det han er. Men måske havde præsten ikke opdaget det endnu? I så fald ville det give ham en chance til at studere kirken indenfor. Han hadede den godt nok, men kirker havde altid haft et kunst præget udseende og det tiltrak ham. Han ville måske få nogle ideer til noget at tegne.
Shartiro ligger let hovedet på skrå og studere præsten.

Kazuki ser undrende på Shartiro. "Ja selvfølgelig. Undre det dig? Alle er velkommen i kirken." Han smiler til ham og åbner døren yderligere, hvorefter han selv går ind i kirken igen. "Kom indenfor i varmen. Kan jeg byde på noget, eller vil du bare have lidt fred og ro?" Han smiler tilbage mod Shartiro.

Shartiro følger efter ham. Godt han vidste det så ikke. "Det er en ekstremt venlig kirke så" siger Shartiro, mest til sig selv. Han ser rundt i kirken, studere den nøje og indprinter den i sit hoved. Han skulle nok få en ide af at være herinde.
"Jo Fader må jeg spørge Dem om noget?" Shartiro gør sin stemme venlig.

Kazuki der var gået tilbage for at lukke døren efter Shartiro, smiler til ham, imens han går op mod alteret igen. "Ja selvfølgelig mit barn."

"Har den her kirke nogensinde huseret noget ondt eller overnaturligt?" spørger Shartiro og lader hånden glide hen over en af bænkene. Et billed var langsomt ved at forme sig i hans hoved til hans næste tegning.

"Ja selvfølgelig. Dagligt. Lige nu er både du og jeg her." siger han imens han var ved at rode rundt inde i et lille lokale ved siden af alteret. "Te eller kaffe?"

Shartiro smiler let. Den her præst var ikke så dum enda. I forhold til andre præste. Msåke ville han kunne komme til at lide den præst? Han ville sikkert være god at komme til hvis man blev vred. "Bare te tak" svarer Shartiro

Kazuki kom tilbage fra det lille køkken med et par kopper te og gav den ene til Shartiro. Han satte sig derefter på en bænk og kikkede på Shartiro. "Og hvad gør et overnaturligt væsen som dig så her i kirken som ellers fornægter alt overnaturligt, ud over gud." sagde han smilende imens han drak sin te.

Shartiro sætter sig også ned og holder hænderne rundt om koppen selvom varmen aldrig ville nå ind i hans kolde hud. "Jeg havde brug for at komme væk fra det hele" siger Shartiro roligt. "Jeg føler mig ikke tilpas der hvor jeg er. Der er for meget larm og ingen af min slags" Shartiro løfter koppen og nipper til teen. Han mærker ikke den brændene væske løbe ned igennem hans hals. "Jeg har aldrig følt mig godt tilpas" siger Shartiro og lukker sine øjne et øjeblik.

"Sådan er det med mange som os. Jeg havde også svært ved at finde mig til rette første gang jeg kom til menneskets verden for flere hundrede år siden, men det hjalp da jeg fandt nogen at snakke med, og dele mine oplevelser med." Han smilte til Shartiro. "Jeg er ganskevist ikke vampyr, men derimod shinigami, som de højest stående hedder der hvor jeg kommer fra, så vores opfattelse af tingene er nok ikke helt den samme, men den ligger sikkert tæt på hinanden." Kazuki legede lidt med teen i sin kop. "Føl dig fri til at snakke om hvad end der ubehager og irritere dig. Jeg er altid klar til at lytte." Sagde han, og smilte atter til Shartiro.

"Shinigami?" Det kommer dog bag på Shartiro. Men så smiler han afslappet. Denne præst ville ikke smide ham ud. "Jeg føler ikke at der er en grund til at være her på jorden længere" Shartiro ser på sin kop, "Jeg føler ingen glæde som jeg havde for to månede siden". Sam dukker frem i hans tanker igen, men han skubber irriteret tanken væk. "Folk på skolen er venlige, nogle af dem, men jeg føler ikke rigtigt at det gør nogen forskel lige nu" sukker Shartiro

"Du føler ingen glæde ved at være her på jorden længere, og dog er du her alligevel. At du kom herhen tyder på noget i dig gerne vil overleve og søger glæden." Han satte koppen fra sig. "Du er ung, du er ny. Det er altid svært i starten. At skulle gå fra en ting til noget komplet anderledes uden nogen forberedelse, er altid svært og tager livet af mange. Har du ikke noget eller nogen du holder af?"

"Den jeg holdte af gik fra mig for 2 måneder siden for en vedkommende ikke havde kendt lige så længe som mig bare fordi han var som en bror" Shartiro ser på Kazuki, "Og min bedste ven mistede jeg for lang tid siden. Og min familie har jeg ikke længere. Og som sagt følte jeg intet selvom de andre elever er venlige nok".
Shartiro nipper igen til teen.

"Hvis du ikke har nogen nu, så må du finde nogen. Jeg ved at det lyder simpelt, men det er det langt fra. Jeg tror du har brug for at få behandlet din sorg. Det behøver du ikke nødvendigvis gøre igennem en person, man kan også gøre det igennem kunst." Kazuki rejste sig og gik over imod orglet." Hvis du spiller et instrument, så spil din sorg ud, indtil du føler du er klar til at komme videre. Hvis du maler, så mal det ud, hvis du skriver, så skriv det ud. Der er mange måder at gøre det på, du skal bare finde den der passer dig." Han førte fingere over orglet og spillede en kort melodi. "Jeg har flere gange søgt tilflugt i musikken. Det er den der passer mig."

"Udtrykke sine følelser.. igennem det man kan lide?" siger Shartiro stille og langsomt. Det havde han aldrig tænkt over. "Det vil jeg prøve. Tak for rådet" Shartiro bukker let for Kazuki.

"Det var da så lidt" svare Kazuki, hvorefter han begynder at spille på orglet, så kirken bliver fyldt med den dejlige melodi.

Shartiro går lidt rundt og studere kirken. Han lytter til orglet og til sin forbavelse kan han lide de blide, men livlige toner der strømmer igennem hele rummet. Det havde ikke været så slemt som han troede. I det mindste var han ikke den eneste som var anderledes.

Døren til kirken går stille op, og ind kommer Akuma. Hun lukker stille døren efter sig da hun høre orgelmusikken. Da hun ser Shartiro, smiler hun til ham og går over til ham. "Jeg vidste ikke at du kunne lide kirker Shartiro." siger hun stille for ikke at overdøve musikken. Hun kikker over på Kazuki der spiller videre. "Han spiller godt, syntes du ikke?" siger hun imens hun sætter sig på en af bænkene. Eftersom skolen er fordi, har hun været hjemme for at skifte tøj, og sidder nu i en lang sort kjole, der dækker alt fra hals og nedefter, og på hænderne bære hun handsker.

Shartiro vender sig ikke om for at se, men ser på hende når hun kommer hen til ham, "Nej kan jeg entenlig heller ikke" siger han stille. "Men kan nu godt lide ham" han nikker i retningen af Kazuki, "Hvad med dig Akuma-san?". Han smiler let tøvende.
"Ja han spiller fantastisk!" anerkender Shartiro. Han ser rundt og så på Akuma

Akuma smilte til ham. "Jeg elsker at være her. Her er så dejlig fredeligt. Når der ikke er noget at lave derhjemme går jeg herover." Akuma sad i lidt tid og nød musikken med lukkede øjne. "Det her er det eneste offentlige sted, hvor jeg føler man kan være hvad man er, uden at blive set underligt på, syntes du ikke?" Hun åbnede øjnene igen, hoppede ned fra bænken og dansede lidt rundt før hun begyndte at synge teksten til melodien.

Shartiro smiler igen, "Her bliver man da i det mindste ikke smidt ud for at være anderledes" han ser på hendes dans. "Ne Akuma - san?" spørger Shartiro så lidt, meget lavt

Akuma smilede til ham. "Bare kald mig Akuma." Hun gik hen til ham og tog hans hånd. "Kom og dans en vals med mig." Hun lod sig ikke mærke af hans kolde hud, for selv om hendes var varm lige nu, var den normalt også kold.

Shartiro nikker, "Husker jeg" han bliver dog overrasked over at hun byder ham op til dans da det var det han selv havde i tankerne. Han nikker og smiler, "Med glæde"