Spor i sneen

Azazels spadseretur havde ført ham uden for byen og dens støj og ind i skoves fredfyldte verden. Sneen lå tungt på de grantræer skoven var så rig på og solens stråler tegnede uregelmæssige men smukke mønstre på skoves hvide jord.
Luften var altid så anderledes i en skov. Han trak vejret dybt og mærkede den kolde luft fylde sine lunger.
Overalt i sneen var dyrespor at se, men udover spor fra fugle, ræve og hans egne klove havde et par sko også tegnet sin vej frem i sneen. Han var altså ikke en enste der nød freden i skoven.

Adi var gået ind i skovens fred og ro ca 5 min før Azazels var ankommet... Hun hoppede rund i sneen og lavede de flotteste hjorte hop, syndes hun selv, selv om det så lidt sjovt ud.

Hun nød stilheden og havde slet ikke opdaget at der var andre i skoven...

Shartiro lander på en gren og ser ned under sig. Han trykker sig helt ind til stammen og lader sig glide i et med skyggerne for at ikke at blive opdaget af Adi. Han snusser i luften og får færden af Azazel. De nød åbenbart stilheden i skoven. Selv foretrak han bjergene.
Shartiro ser roligt på Adis sjove hop uden at bevæge sig. Der var for stor risiko for at lave selv den mindste smule støj.
Han ville nødigt skræmme hende ved at vise sig selv.

Adi stopper pluslig op midt i et hop, hun føler sig på en måde overvåget, men ikke på dårlig måde. Hun kan faktisk godt lide at blive kigget på, men er også lidt genert... Hun kigger op og får øje på noget, men kan ikke se om det er en person eller et dyr...
Hun bliver ved med at kigge op på grenen, og håber idt på at den hvad det nu er, snart vil bevæge sig...

Azazel hørte en gren knække og spidsede ører.
Han gik længere ind i skoven og så en pige der dansede rundt i en lille lysning. Det så lidt sjovt ud. En gren knækkede igen og endnnu engang spidsede han ører for at finde ud af hvor lyden kom fra. Der sad noget i træet over pigen, Men han kunne ikke se hvad det var.

Shartiro står roligt lænet ind imod træets stamme. Han var blevet opdaget. "Nyder du sneen Adi?" spørger han roligt og lidt venligt. Shartiro får øje på Azazel ud af øjenkrogen. En han heller ikke havde noget imod.
Azazel ville nok ikke blive skræmt af hvordan han så ud lige nu. Men han bliver dog stående i skyggen.

"Åhh er det dig Shartiro?" Adi er glad for at finde ud sf at det ikke ligefrem var et rovdyr der var i træet. " Ja det er skønt, kom da her ned".. Adi har endnu ikke opdaget at Azazels er kommet længer ind i skoven, og fik et lille chok da hun endelig opdaget ham.

Da det gik op for Azazel at det var Shatiro i træet kunne han ikke lade være med at smile for sig selv. Selvfølgelig var det ham.
"Pas på nu ikke falder ned" råbte han med et grin.
Han rettede sin opmærksomhed mod pigen, der så ud til at være blevet lidt forskrækket.
"Undskyld hvis jeg forskrækkede dig, det var ikke min mening." Han går hen til hende.
"Hvad var det du lavede lige før? Du så ud til at have det sjovt."

Adi kigger lidt genert ned i jorden "det var bare noget jeg kalder for hjorte hop, noget min mor har lært mig" Hun kigger op på Shartiro, han ser ikke helt normal ud i dag *gad vide om der er noget galt med ham*.. Hun kiggger igen på Azazel "Hej, hvem er du, tror ikke jeg har set dig før"

"Hjortehop" siger Azazel forundret. "Det lyder spændende. Mit navn er Azazel, jeg går i juniorklassen på skolen. Jeg har ikke boet her i byen så længe, så det er ikke underligt at du ikke kender mig. Må jeg spørge hvem du er?"

"Jeg er Adi Pendragon, jeg går i senior klassen og er også lige flyttet her til" Adi kigger meget stolt på Azazel.. "ja hjortehop, den sidste ting min mor lærte mig enden hun blev syg" Adi kigger ligt flovt ned i jorden, er endelig ret flov over det..
"men hvis du har lyst kan jeg lære dig at lave sådanne hop"

Shartiro smiler lidt, "Jeg skal nok overleve det fald" han sætter sig på en gren og dingler lidt med benene, "Tror ikke det er så godt jeg kommer ned lige med det samme Adi" siger han undskyldene.
*Hjortehop?* Shartiro smiler let og følger med i deres samtale.

" Shartiro, er der sket noget, du virker lidt fjern, kom nu bare ned til os" Adi kigger op på ham *kom nu bare ned*.. Hun sparker lidt til noget sne..

Shartiro smiler et undskyldene smil, men det kan dog ikke ses. "Hvis du insistere" Shartiro hopper ned fra træet. Hans trøje er halvt dækket af blod, "Ja ehm.." han smiler let undskyldene. Han håber at de ikke tror han er morder. Han ville nødigt skræmme dem væk. "Der ser du hvorfor det ikke var så godt at komme ned" han smiler igen.

Noget sorthåret i en lang sort kjole landede i træet over Shartiro, kravle ned igennem det og stikker hovedet ned foran Shartiro og snuser ind. "Nå det var bare dig Shartiro." siger Akuma, der nu hænger ned af i træet. "Du burde da efterhånden have en bedre maner end det der efterhånde." Hun forsvinder op i træet igen, og hopper derefter ned bag ham. "Du lugter langt væk, det burde du vide."

"Shartiro, hvad har du lavet, du er ikke kommet til skade vel?" spørger Adi og står lidt og overvejer hvordan hun skal få en trøje ren igen..
Adi bliver lidt forskrækket da hun opdager Akuma.. "jeg syndes ikke du lugte så slemt Shartiro"

Shartiro griner let, "Blod er en meget stærk lugt for følsome næser" siger han både til Adi og Akuma. "Bare rolig der er ikke sket noget med mig Adi. Det er ikke noget du skal tænke over" siger Shartiro. I det mindste var hans ansigt rendt for blodet. "Hvad laver du ude i skoven Akuma?" spørger han så

Akuma smiler til Shartiro. "Ikke det helt store. Tog mig en lur i et træ, men blev vækket af lugten. Jeg blev nysgerrig, så jeg fulgte den og fandt dig." Hun gaber let og strækker sig. "Det er ikke let at finde fred derhjemme. Huset er altid fyldt med mennesker."

Shartiro snuser til sig selv, "Stinker jeg så meget? Ó_Ò" han sukker let, "Nej det er en fordel ved ingen familie have" han læner sig op af træet. Han ser op i himlen, "Skoven er et godt sted at finde fred. Men jeg vil nu foreslå dig bjergene hvis der skal være helt stille. Dem foretrækker jeg" han smiler let.

Akuma griner let. "Nope, men jeg har en super følsom næse. Se bare." hun får et fjernt udtryk i øjnene, og et øjeblik efter peger hun i retning af byen. "Præcis 249 meter herfra, i den retning, er en ung mand ved at tilberede risengrød. Han har ikke bidt mærke i at en af noget af mælken er for gammel, og at det er brændt på." Hun bliver nærværende igen. "Damn det stinker! Folk burde passe bedre på."

Shartiro nikker, "klamt" han rynker på næsen. "Folk burde spise noget ordenligt mad. Selvom det entenlig rager mig" Shartiro trækker let på skuldrene, "Hvad folk gør kommer ikke mig ved. De gør som de gør. Dog er der visse personer hvor det rager mig om de har det godt eller ej" hans ene mundvige ryger op i et smil.

Akuma griner. "Oh yeah. Det er sjovt at se hvordan folk kæmper sig gennem livet, når man selv har en evighed til at finde ud af set hele." Hun kikker op på himlen. "Jeg foretrækker også bjergene, for at vende tilbage til et tidligere emne, men man sover altså bedre på på en gren end på en klippe." Hun smiler til ham. "Og du ser kær ud når du smiler."

Shartiro smiler stadig, "Jeg har intet imod klipper. Stakler. De lærer aldrig af livets fejl"
Shartiro rødmer, "ehm.. tak og i lige måde". Han var ikke vand til at folk sagde sådanne ting om ham.

Akuma smilede bare til Shartiro. Han var nu også kær når han rødmede "De har heller ikke så længe som vi til at finde fejlende."

"Nej det er rigtigt. What a pain in the ass det må være" Shartiro klukker let og ser op i himlen hvor det igen er begyndt at sne. Sneen dæmper lydene i skoven.