Ikke ofte, men lige nu er han der.

Kazukis smil bliver mere energisk ved navnet. "Rosalie.. Det er et smukt navn!" Han virker en smule begejstret. "Er det på grund af dine øjne, måske?" Gætter han. Hans egne øjne er grønne. De ser ind i hendes. Undersøgende. Som om de leder efter en kant, som kunne tyde på at det var kontaktlinser. Han har ikke ofte før mødt folk med unaturlige øjenfarver. Den eneste, har egentlig været hans bofælle, Shinsan, som har unaturligt lilla øjne. Han har glemt alt om den bog der ligger foran ham. Lige nu kredser hans tanker kun om den anden.

Hun kigger ham i øjnene, en muk grøn farve møder hendes blik... "Jah måske, husker det ikke rigtigt, Ruben, min stedfar, gav mig et nyt navn efter jeg kom ind i hans liv... plejede at have blå øjne" Fortalte hun stille..... "Men overgangen ændrede mine øjne så jeg bedre kan orintere mig når mørket falder på. Det er en dejlig bog du har valgt" Siger hun og prøver at føre samtalen over på et andet enme. Hun er meget tilbage holdende med hendes fortid. Hun læner sig ind over bordet, kigger ham dybt i øjnene, og lader hans bogs sider lege imellem sine fingre.....

"Overgangen ændrede dine øjne? hvilken overgang?" Kazuki læner sig ind mod hende. Han støtter albuerne på bordet og hviler hovedet i sine hænder. Han ser stædig ud. Noget morer ham tydeligvis også. Han blotter tænderne lidt i et smil. Hans stemme sænker sig. "Hvilken overgang?" Rosalie vil jo tydeligvis ikke have, at der bliver talt for meget om hendes fortid. Men nu bragte hun det interessante emne på banen, og nu får hun da ikke lov at slippe.

Rosalie kigger ned, noget i fyresn øjne siger hende at hun kan stole på ham, og hvor længe har hun ikke ønsket sig en ven nu... næsten 400år faktisk.
"Er du til at stole på" siger hun kort, og kigger så meget seriøst på ham...... Hun kender jo ikke engang hans navn endnu.... "Du har ikke engang fortalt mig dit navn, og dog vil du have at jeg fortæller dig min livs historie" Hun lukker bogen igen, og skubber den hen til ham..

Kazuki tager imod bogen. "Selvfølgelig kan du da stole på mig, kære Rose!" Han stikker den i tasken med et stort, nysgerrigt smil. "Mit navn er Kazuki Himura." Han løsner sit røde hår fra hestehalen og stryger fingrene igennem det. Han ser på hende, fuld af selvtillid. "Hvorfor skulle du ikke kunne stole på den eneste ene Kazuki Himura?"

"Kazuki".... Hun smager lidt på navnet...
Så falder hendes ansigt i alvorlige folder. "Jeg er ikke menneskelig, jeg er et natte væsen. Dog har min stedfar og jeg igennem årtier og århundrede tilvennet os til at leve om dagen. Da mine organer blev fyldt med blod, skiftede mine øjne farve. Tilbage i 1623 var jeg ved at dø af pesten, den havde allerede taget min mor og far, min søster og mine to brødre. Ruben fandt mig i en slum gade i Berlin. Han tog mig til sig, bragte mig hjem og gav mig det udødelige kys. Resten af historien kan du få senere, jeg plejer ikke at snakke med folk om det, og det er helt nyt for mig. Men noget i dine øjne siger mig at jeg kan stole på dig. Sådan nogle øjne har jeg søgt efter i snart 400år" Da hun afslutter sin fortælling, vender hun blikket ned i sit skød, og forventer at fyren nu vil gå skræmt væk fra hende.

Kazuki stirrer først, halvvejs måbende. "Waauw!" Udbryder han så. Han ser kort rundt, da han opdager hvor højlydt hans stemme var. Han læner sig tættere ind mod hende over bordet, og sænker stemmen. Han lægger blidt et par fingre mod hendes hals og stryger håret væk fra den. Han leder efter et bidemærke."Du er en vampyr, eller hvad?" Hans øjne glimter i nysgerrighed. Han virker en smule vagtsom, men intet mere. Han ved, at han er i stand til at forsvare sig, hvis hun skulle finde på noget.

"Vampyr kan du godt kalde mig, vi har haft mange navne gennem tiderne. Men vi gør ikke noget. Vi har tilvænnet os til at leve af blod givet af egen fri vilje af folk. Vi har en masse mennekser som elsker os for hvem vi er, og de giver frivilligt blod til os. Så vi har hvad du kunne kalde en blod bar" Hun tvinger sig selv til at holde øjenkontakt med ham..

Kazuki gyser ved tanken. "Det er romantisk." Ja, romantisk, men en smule skræmmende, finder han det. Han forestiller sig hvordan der må se ud, på sådan en ´blodbar`. "Hvor kender disse mennesker jer fra?" Han nærstuderer hendes hals. Han rejser sig fra stolen. Står lænet helt ind over bordet mod hende. Prøver at komme tættere, uden at kravle hele vejen op. Hans ånde kan hun nok føle mod sin hals. Varm.

Varmen fra hans ånde ramte hendes hals. Hvis hun kunne ville hun havde fået kuldegysninger. Han virkede så varm, så anderledes end hendes egen kolde hud. Hun tilbageholdte en stor lyst til at stryge den tot hår væk der var røget ned foran hans ene øje. "Hvis det er mit mærke du kigger efter er det her" Hun flytterpå hendes gamle halskæde, som skjuler to små mærker midt på hendes hals. Normalt er disse mærker på siden af vampyrs halse, men Ruben havde valgt at give Rosalie "kysset" midt på halsen så hun kunne skjule det med sit smykke. "De mennekser der følger os, er nattens folk. Folk der er facineret af nattens væsner og som Ruben igennem en periode har haft under opsyn for at se om de var til at stole på, Mange af dem håber på det engang selv vil få et "kys", men Ruben giver det ikke til hvem som helst. Ruben har det med at redde folk. Han har givet mig kysset da jeg var syg og lige ved at dø. Min blodbror fik "kysset" da han var ved at falde i krigen, han blev forrådt af hans hærføre. Ruben dræbte hærføren, og reddede min blodbror.

"Så den Ruben, som har det med at redde folk... ham bor du hos?" Kazuki ser mod mærkerne. Han stryger fingrene ned over dem, for at mærke dem. Hans fingre berører kun knap hendes hud. Hans øjne vender tilbage til hendes. Han mærker en rar følelse af spænding inden i. Der sker noget i hans liv lige nu. Han kan mærke det langt ud i fingerspidserne. En ivrighed. Måske burde man se, om man kunne opsøge en sådan blodbar, og se hvad der sker. Møde nogle vampyre. "Og din blodbror, er han din rigtige bror?" Hans tanker flyver et kort øjeblik fordi hans egen halvbror, og det ses i den kærlighed, han i et kort øjeblik udstråler i hele hans udtryk.

Hun sitre ved hans berøring. Hun føler sig utroligt tiltrukket af Kazuki. Hun får lyst til at stryge fingrene igennem hans hår. "Nej Burton er ikke min rigtige bror, der er næsten 200år imellem os. Vi bor bare sammen. Ruben og jeg tager os af ham, Cedrick mistede desværre sine øjne inden Ruben nëde at redde ham, så han er blind. Men har de mest utrolige andre sanser. Så ja, jeg bor sammen med Ruben, men hvor kan jeg desværre ikke afsløre. Ingen ud over os selv ved det, da det kan skade vores liv." Hun bliver overmandet og tager hendes hånd op til hans ansigt, finder en lok af hans hår og lader det glide mellem to fingre....

Kazuki lader hende. Han ser mod hende med et veltilfredst udtryk. Han kan lide at have den effekt på folk. Den, hvor at de ikke kan holde fingrene fra ham. Han rækker op og stryger sin hånd over hendes. Hans hånd er varm. Han er tydeligvis meget levende. "Hvor gammel er Ruben? Eller.. hvor gammel, ser han ud?" Hans stemme er lav endnu. Kun lidt over en hvisken. Den lyder en smule kælen og spindende.

Hun gyser da han røre ved hendes hånd, trækker sin egen hånd til sig, og kigger spørgende på ham. "Ruben blev selv skabt da han var 34 år, han er meget smuk. Hvordan Ruben blev skabt ved jeg ikke" Hun ligger hovedet på skrå, kigger på ham... "Skræmmer jeg dig?"

"Nej, slet ikke." Kazuki læner sig tilbage i stolen igen, da hun afviser hans berøring. Han retter ryggen op og strækker musklerne. Han smiler til hende. Retter på sin uniform. "Virker jeg sådan?"

"Nej slet ikke" Hendes blik bliver en smule trist da han trækker sig tilbage....Hun lægger hendes hånd frem på bordpladen, med håndfladen opad...

Kazuki ser mod hendes hånd. Så mod hendes ansigt. Lettere charmerende, men samtidig spørgende. Hvad er det præcist, hun ønsker? Skal han tage hånden? "Hvorfor spørger du?" Han giver sig til at rette på sit hår. Feminint. Benene over kors endnu.

Hun flytter hånden igen, leger atter med hans bog.. "Jeg har aldrig fortalt nogen denne historie, og ved ikke hvad jeg skal forvente af folk, hvordan de reagere, og hvordan de føler omkring mig. Men jeg må indrømme at jeg virker mere nervøs end du gør" For første gang griner hun, meget stille, men alligevel et grin, hun er ved at tø op. "Tag min hånd" Hun bliver selv overrasket over hun siger det. "Mærk en døds kulde" Hun vil se om dette vil skabe en uro hos ham. Hun smiler til ham, lige nok til at hendes små hjørnetænder træder frem.

Kazuki glor lidt. "En døds? Du kan ikke være død." Han ser mod hende. Det faktum, at hun kalder sig selv for en ´død`, var alligevel ubehageligt. Han rækker dog alligevel en hånd ud mod hendes og tager den. Hun gjorde jo ikke noget, sidst han rørte hende, så det kan ikke gøre så meget. "Du taler. Døde taler ikke." Han forsikrer sig selv om, at hun ikke er en død kvinde.

Hun mærker varmen strømme igennem hele hendes arm ved hans berøring. "Mit hjerte slå ikke mere, mit hjerte har ikke slået et eneste slag og fyldt min krop med blod de sidste 413år" Hendes anden hånd rækker frem, stryger hans fingre let...

Kazuki ser mod hendes fingre. "Hvordan lever du så?" Han gyser. Hvor er hun kold. Hans eget hjerte sætter tempoet lidt op. Hans puls stiger. Han føler spændingen ved situationen. Han sidder foran en kvinde, som ikke er menneske. Og hun er måske heller ikke levende. Det kommer an på så meget. Hvordan definerer man liv? Som noget, der kan tænke og kommunikere? Som noget, hvis hjerte slår, som hans gør, i netop dette øjeblik?

Hun kan høre hans hjerte slår hurtigere nu, hendes sanser er skarpe og ænser denne ændring i hans krop. "Jeg lever ligesom du, blot uden at spise som du gør, drikke som du gør, ejj hellere trækker jeg vejret. Min krop er gået i dvale. Jeg har ikke brug for luft, kun blod. Blod giver mig energi, holder min krop flot. Uden blod ville min krop stille forgå. Hvis du en dag ser mine øjne er anderledes er det fordi jeg mangler blod. Mine pupiller udvider sig, og gør mine øjne sorte. Man kan vel sige min krop har balsameret sig selv, også derfor jeg ikke ældes. Jeg har været på denne skole mange flere år end du, kender hver en krop af skolen, har læst alle bøger her på biblioteket. Ruben kan ændre folks hykommelse, så hvis folk begynder at undres over de har set mig igennem en længere år række uden at skifte udsene, ændre han deres hukommelse. Så næste gang de møder mig, virker for dem som første gang de ser mig. Måske har du mødt mig før, måske ikke..... " Det sidste siger hun med et glimt i øjet....

Kazukis øjne bliver lidt større. "Har jeg?!" Det føles meget underligt. Han prøver at erindre, om de har snakket sammen før. Selvom at det selvfølgelig ikke ville være så let at huske, i betragtning af at en gammel vampyr så ville have modificeret hans hukommelse. Han stryger tommelfingeren over den hånd han holder, med en fascineret mine. Han begynder ligeså roligt at forstå, hvad hun er, helt præcist. Og hvad hendes race er. Og samtidig, dukker der et nyt spørgsmål op. Hvad er vampyre egentlig i stand til?

"Jeg erindre ikke at jeg har mødt dig før, og dig ville jeg huske, for du har en effekt på mig som ingen andre har haft før. Jeg har på fornemmelsen at du vil få en større betydning i min fremtid, hvordan ved jeg ikke" Hun holder en pause, og lukker hendes hånd rundt om hans. Hun kan mærke hans hjerteslag gennem hans fingre. "Jeg må snart gå, har en kunst time snart, dog har jeg ikke lyst til at forlade dig"

Kazuki føler sig en smule smigret. "Gør som du ønsker." Hans øjne lukker sig halvt. Hans blik bliver selvsikkert. Hans øjenvipper laver skygger på hans kinder i solens sidste stråler, som strømmer rødligt ind gennem vinduet. En smule sne begynder at dale. "Hvis du bliver, kan du fortælle mig, hvad der er så specielt ved mig."